Hver dag spiser mange danskere sprøjtemidlet Chlorpyrifos på trods af, at det er forbudt i Danmark.

Det skyldes, at sprøjtemidlet importeres gennem sprøjtet frugt fra lande i Sydeuropa, hvor det fortsat er på listen over godkendte stoffer.

Men det kan snart være slut.

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) mener nemlig, at Chlorpyrifos næste år skal fjernes fra listen over godkendte insektmidler i Europa. Det skriver myndigheden på sin hjemmeside.

Fødevaresikkerhedsautoritetens anbefaling skyldes bekymring over undersøgelser, der peger på, at stoffet skader udviklingen hos små børn.

Selvom Chlorpyrifos - som blandt andet bruges på afgrøder for at dræbe insekter og orme - er skabt til at angribe insekters nervesystem, har flere studier nemlig vist, at det også skader nervesystemet hos mennesker.

Blandt andet mistænkes sprøjtemidlet for at kunne medføre ADHD, autisme og lavere IQ hos fostre og spædbørn.

Hvis du køber ikke-økologiske citrusfrugter, blommer eller vindruer fra udlandet, når du er ude at handle, udsætter du dermed med stor sandsynlighed dig selv og resten af din husstand for stoffet.

»Der er jo ingen af os, der ønsker, at vores børn skal klare sig dårligere i skolen, bare fordi vi kan få nogle sydfrugter midt om vinteren. Så må man hellere spise årstidernes grøntsager og den økologiske frugt, man nu har adgang til,« siger professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet, Philippe Grandjean til DR.

Ifølge mediet tog Fødevarestyrelsen fra 2016 til 2018 151 test og fandt spor af sprøjtemidlet i 30 procent af appelsiner og 34 procent af clementiner og mandariner.

Selvom Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet nu har udsendt en anbefaling om, at fjerne Chlorpyrifos fra listen over godkendte insektmidler i Europa, er det dog i sidste ende en politisk beslutning.

Det er nemlig op til Kommissionen og medlemslandene i EU, om man vil følge myndigheden anbefaling og forbyde stoffet.