Borgere over hele landet har hamstret fødevarer og toiletpapir onsdag aften.

Det er sket, efter at det på et pressemøde blev meldt ud, at flere områder bliver lukket ned for at mindske risikoen for coronasmitte. Blandt andet bliver en stor del af de offentligt ansatte sendt hjem.

Men der er slet ingen grund til at storindkøbe fødevarer, mener fødevareminister Mogens Jensen (S).

»Der er på en lang række områder behov for, at vi gør nogle ting for at sikre, at der ikke opstår problemer i kølvandet på coronasmitten.«

Folk parkerer foran indgangen til Netto i Ringsted efter statsministerens pressemøde, onsdag den 11. marts 2020.
Folk parkerer foran indgangen til Netto i Ringsted efter statsministerens pressemøde, onsdag den 11. marts 2020. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Et af de steder, hvor vi ikke behøver at gøre noget anderledes, er lige præcis, hvordan vi handler. Der er ikke problemer med vores fødevareforsyninger. Der er rigeligt,« siger han.

Fødevareforsyningerne er tilpasset borgernes normale købsvaner, men hvis alle køber meget ind på samme tid, kan det skabe udfordringer. Det burde dog slet ikke komme dertil, mener ministeren.

Fortsætter hamstringen, kan butikkerne sætte grænser for, hvor meget hver kunde må købe. Er det stadig ikke tilstrækkeligt, er der mulighed for at indføre forbud mod hamstring, oplyser Mogens Jensen.

»Det er klart, at vi er klar til at gøre det, der skal til for at sikre en fornuftig fordeling af fødevarer, hvis der opstår hamstring i stor stil. Det er også derfor, at det må stå klart, at der ikke er nogen grund til at hamstre.«

Folk på storindkøb i Netto på hjørnet af Ebertsgade og Amagerbrogade i København. Danskerne hamstrer efter Statsminister Mette Frederiksens Pressemøde i Statsministeriet om COVID-19 i Danmark onsdag den 11. marts 2020.
Folk på storindkøb i Netto på hjørnet af Ebertsgade og Amagerbrogade i København. Danskerne hamstrer efter Statsminister Mette Frederiksens Pressemøde i Statsministeriet om COVID-19 i Danmark onsdag den 11. marts 2020. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Opfordringen herfra er: Stop med det. Handl ind, som du plejer. Der er ikke grund til andet,« siger fødevareministeren.

På et pressemøde onsdag aften fortalte blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S), at der nu tages mere drastiske initiativer i brug for at beskytte borgerne mod større udbredelse af coronavirus i Danmark.

514 er blevet smittet, heraf er to på intensivafdeling. Over 1300 er i karantæne.

For at det tal ikke skal stige voldsomt den kommende tid, har regeringen blandt andet tænkt sig at forbyde indendørs forsamlinger på mere end 100 personer ad gangen.

Folk er på indkøb og der er tomme hylder i Netto i Ringsted efter statsministerens pressemøde omkring COVID-19, onsdag den 11. marts 2020.
Folk er på indkøb og der er tomme hylder i Netto i Ringsted efter statsministerens pressemøde omkring COVID-19, onsdag den 11. marts 2020. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Desuden er alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske opgaver, sendt hjem.

Skoler og daginstitutioner er også lukket, men eksempelvis ældreplejen lukker ikke.

/ritzau/