Det blev en dyr fornøjelse, da Fødevarestyrelsen valgte at kontroltjekke sveske-mærket Sunsweet.

På produktets hjemmeside var der nemlig listet en række informationer om sveskens fantastiske evner, som var decideret usande. Blandt andet stod der, at en kronisk forstoppelse kunne udmunde i 'følelsesmæssige problemer som angst'.

Derfor er virksomhedens distributør, Orkla Foods, blevet pålagt en bøde på intet mindre end 20.000 kroner. En bøde, de ifølge kommunikationsdirektør Nilüfer Sahin accepterer.

»Sunsweet svesker er ikke vores eget brand. Det er en tredjepartsproducent, vi blot distribuerer - men vi skulle selvfølgelig være opmærksomme på hjemmesiden alligevel. Vi har desværre ikke været opmærksomme på dens indhold. Det beklager vi meget,« fortæller hun.

Desuden forklarer hun, at Orkla Foods - efter dialog med Fødevarestyrelsen - har besluttet at lukke ned for Sunsweets hjemmeside, indtil der igen er styr på indholdet.

»Nu tager vi fat i brandejeren, så vi sammen kan sørge for, at indholdet på hjemmesiden er korrekt,« fortæller Nilüfer Sahin og fortsætter:

»Samtidigt har vi også igangsat en procedure for at kigge på alle vores andre brandhjemmesider for at sikre, at der ikke står noget, der ikke er korrekt.«

Det er endnu uvist, hvor længe du skal vente, hvis du higer efter at besøge Sunsweets hjemmeside, men ifølge Malene Wincentz, der er marketingchef for Sunsweet, forventes hjemmesiden at være klar igen inden jul.