En københavnsk fodboldklub uddyber nu sin beslutning om at aflyse en fodboldkamp mod et jødisk børnehold af frygt for demonstrationer og uro.

»Vi er nu i en situation, som vi aldrig har været i før,« skriver Brønshøj Boldklub søndag eftermiddag i en pressemeddelelse.

B.T. kunne fredag fortælle, at klubben har aflyst en U12-kamp med den jødiske fodboldklub Hakoah, som skulle være spillet søndag, fordi man frygtede uro og måske hærværk.

Det er en situation, som klubben »aldrig havde forventet at være i,« lyder det nu i pressemeddelelsen.

»Der er derfor ikke en handlingsplan klar,« skriver klubben og forklarer videre, at man derfor valgte at aflyse kampen.

Formanden i Brønshøj Boldklub, Peer Goe, oplyste fredag til B.T., at en forælder havde hørt rygter om, at der muligvis kunne opstå demonstrationer og uro under kampen mod børnene fra den jødiske klub.

Han sagde også, at klubben ville indlede en intern undersøgelse og kontakte politiet, hvis man vurderede, at det blev relevant.

»Politik og idræt, og specielt idræt for børn og unge, hører ikke sammen,« lyder det nu søndag i pressemeddelelsen.

Frygten for uro opstår, mens krigen fortsat raser i Gaza mellem den jødiske stat Israel og den militante gruppering Hamas.

Formanden for den jødiske fodboldklub, Hakoah, sagde fredag til B.T., at han var 'chokeret' ovenpå aflysningen:

»Vi kan ikke spille fodbold i København, som vi ellers har gjort i 100 år, fordi der skal snakkes krig i Mellemøsten. For os handler det bare om at spille fodbold,« lød det fra David Jano.