Danske hudlæger slår alarm over en bølge af fnat, der har ramt befolkningen over det seneste års tid.

»Vi ser fnatpatienter næsten hver dag. Tidligere så vi én om måneden, nu ser vi flere hver dag. Det er en markant stigning,« siger overlæge Carsten Sand fra Dermato-Venerologisk Afdeling ved Bispebjerg Hospital.

»Der er tale om et betydeligt pres. Vi har en akutstue, som bliver belastet med fnatpatienter. Vi kan godt følge med, men ser gerne en anden løsning, end at det alene er os, der tager os af problemet.«

Og nu ser det ud til, at der er nogen højere oppe i systemet, der har lyttet til kritikken.

Lægemiddelstyrelsen oplyser torsdag, at man vil gøre det lettere for danskerne at få den medicin, de skal bruge, for at komme fnat til livs.

'Indtil nu har det kun været hudlæger, der har kunnet søge Lægemiddelstyrelsen om at få en såkaldt generel udleveringstilladelse, men på grund af lange ventetider hos hudlægerne og i lyset af de verserende fnatudbrud i landet har Lægemiddelstyrelsen nu besluttet også at give praktiserende læger mulighed for at få en generel udleveringstilladelse,' oplyser Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.

Normalt behandles fnat med såkaldt nix-creme, som praktiserende læger kan udskrive.

Men hvis det ikke virker, skal patienterne bruge midler som Tenutex eller tabletterne Stromectol og Scabioral. Det er disse tre fnatmidler, som det indtil nu kun har været hudlæger eller centre, der har kunnet ordinere

Det har selvklart skabt en flaskehals i takt med, at fnattilfældene har hobet sig op.

»I det seneste års tid, synes jeg, at problemet har været tiltagende. Jeg har også kolleger fra andre afdelinger, der fortæller, de har for mange patienter. Det er ikke kun i Midtjylland. Sådan er det også flere steder i udlandet,« lyder det fra overlæge Mette Deleuran fra Institut for Klinisk Medicin – Hud- og Kønssygdomme ved Aarhus Universitet.

»Der er ikke mange hudlæger – især i Vestdanmark. Det er en svær opgave at løfte, når der pludseligt kommer mange patienter, og der samtidig er en lille kapacitet.«

Men nu ser det altså ud til, at noget af trykket på speciallægerne bliver lettet.