Hvis du står og skal flyve med Lufthansas rutefly LH1534 på lørdag, kan du godt se frem til en særlig oplevelse.

På lørdagens flyvetur mellem Frankfurt og Fuerteventura vil passagerne nemlig blive mødt af en lang række ændringer, som blandt andet indebærer mere plads ved vinduessæderne, bedre lys og øget bagageplads.

Det sker, da lørdagens flyvning vil blive i et splinternyt Airbus A321neo fly, som har fået en helt anden kabine.

Det skriver Check-In.dk

På flyet er der plads til 215 personer, og her vil de rejsende blandt andet kunne se, at der er sket ændringer i kabinens indretning.

Kabinen er nemlig først og fremmest blevet opgraderet med et bedre lys, som kan tilpasses i røde og blå nuancer, så det passer til afrejsetidspunktet. Herudover vil der også være mere plads til de passagere, som foretrækker en vinduesplads.

»Med den nye Airspace-kabine forbedrer vi rejseoplevelsen betydeligt på kortdistanceruter,« siger Heike Birlenbach, der er chef for kundeoplevelser i Lufthansa Group.

Lufthansa afventer i øjeblikket 180 nye fly, som blandt andet består af Airbus A320neo, A321neo.