Tonny Møldrup nyder at gå tur ved Aarhus Øs havnebassin, men tirsdag i den forgangne uge blev han mødt af et mildest talt trist syn.

»Jeg stod og kiggede på nogle unge mænd, som stod på de her populære wakeboards, men da jeg kiggede ned i vandet, blev jeg sgu lidt ærgerlig, må jeg sige.«

Sådan indleder Tonny Møldrup, når han over for B.T. skal sætte ord på den lidt kedelige oplevelse.

»Ved bassinet har de nogle grønne tømmerflåder, og ved siden af dem lå der kondomer, mundbind og alt muligt andet skrald. Det lignede mest af alt en stor bakteriesuppe. Det er jo noget svineri,« siger Tonny Møldrup, som i første omgang har talt med TV 2 Østjylland.

Tonny Møldrup er tidligere tilsynsførende i Fødevarestyrelsen og har således stået for at uddele smileyer til cafeer og restauranter. Han har med andre ord set lidt af hvert, og alligevel var det et chokerende syn.

»Jeg undrer mig over, at de her unge gutter ikke reagerede på det. De kommer jo med deres wakeboards ind ved vandkanten, og det er jo simpelthen så uhygiejnisk,« siger han videre.

TV 2 Østjylland har været i kontakt med Annemette Sørensen, biolog i Aarhus Kommune. Hun fortæller, at det ikke umiddelbart er noget, der har betydning for vandets kvalitet.

»Vi oplever ikke problemer med vandkvaliteten. Problemerne opstår i langt højere grad, når vi får meget regn,« siger hun til TV 2 Østjylland.