TV 2-værten Janni Pedersen befinder sig sent fredag aften på et fly, som er blevet dirigeret væk fra København på grund af droneaktiviteten. 

Det skriver TV 2.

»Vi lå over København i 20 minutter. Fra München. Skulle lande 22.40 og fik klokken 22.50 besked om, at de havde fået at vide, at der var en drone over lufthavnen, så de kunne ikke lande,« siger hun til mediet. 

Hun oplyser videre til mediet, at flyet er fløjet til den tyske by Hannover, hvor det skal lande i stedet. 

Det er på grund af droneaktivitet, at der sent fredag er blevet lukket for landinger i Københavns Lufthavn.

Der er heller ikke nogen fly, der fredag aften må lette fra lufthavnen.

Sent fredag aften er der ikke nogen meldinger om, hvornår Københavns Lufthavn åbner igen. 

Så de personer, der sidst på fredagen skulle med et fly fra Københavns Lufthavn, må altså vente på, at den genåbner. 

Opdatering: Flytrafikken i Københavns Lufthavn blev genåbnet natten til lørdag kort før kl. 00.30.