Flere fly til Oslo fra Københavns Lufthavn er søndag aflyst.

Det fremgår af lufthavnens hjemmeside. 

Det drejer sig som udgangspunkt om to fly fra henholdsvis SAS og Norwegian Air. 

Søndag vil Oslo Lufthavn være lukket i fem timer som følge af flyvelederstrejke.

Lufthavnen blev ifølge Nettavisen lukket klokken 6:30, og er planlagt at skulle genåbne klokken 11:30. 

NRK beretter om 75 aflyste afgange samt 147 aflyste ankomster. 

Omkring 9000 passagerer bliver ifølge NRK påvirket af 72 aflyste flyvninger fra Norwegian.

Strejken omfatter 12 flyveledere, der arbejder i blandt andet Oslo Lufthavn Gardermoen samt Flesland i Bergen.