Tirsdag morgen kom en 35-årig mand ud for en alvorlig arbejdsulykke på Håbetvej i Mørkøv ved Holbæk.

Manden fik en et tons tung graverskovl over sig og måtte efterfølgende flyves til Rigshospitalet med helikopter.

Ulykken skete klokken 10:05 på et værksted, der blandt andet reparerer entreprenørmaskiner.

Mens den 35-årige mand var ved at reparere graverskovlen, knækkede den strop, der holdt det tunge redskab.

Skovlen faldt ned over manden, der fik både kroppen og det ene ben i klemme under maskinen, skriver Midt- og Vetsjællands Politi i døgnrapporten.

Efter arbejdsulykken måtte den 35-årige mand flyves til Rigshospitalet og indlægges på intensiv afdeling.

Han meldes udenfor livsfare, men er fortsat indlagt til behandling.

Arbejdstilsynet blev efter ulykken tilkaldt for at undersøge stedet nærmere. Når politiets og arbejdstilsynets undersøgelser er færdige, vil der blive taget stilling til, om der er sket brud på lov om arbejdsmiljø.