Langt de fleste indvandrere, der kommer til Danmark, kommer til landet for at arbejde.

Det viser en rapport fra Rockwool Fonden. Rapporten gennemgår migranter på tværs af hele EU.

I 2025 immigrerede mere end to millioner mennesker til EU, og flere end 100.000 af dem fik opholdstilladelse i Danmark.

Når det drejer sig om andelen af nytilkomne indvandrere per indbygger i 2024, ligger Danmark på en syvendeplads.

Det er lidt over EU-gennemsnittet, viser en analyse fra forskere fra Rockwool Fondens europæiske afdeling i Berlin.

At flest kommer til Danmark for at arbejde, tyder på, at virksomheder i Danmark kan tilbyde attraktive forhold.

Det vurderer Jacob Nielsen Arendt, der er forskningsprofessor i Rockwool Fonden.

- Danmark modtager et betydeligt antal indvandrere, der kommer her for at arbejde - både fra andre EU-lande og fra resten af verden.

- Det hænger sammen med de ordninger, Danmark har indført inden for de seneste ti år med blandt andet beløbs- og fast track-ordning, som har givet nogle fordele for danske virksomheder til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, siger han.

I et gennemsnitligt EU-land er 14,2 procent af befolkningen indvandrere fra andre lande.

I Danmark er det 14,4 procent af befolkningen, der er indvandret fra andre lande.

Danmark modtager dog færre flygtninge i dag sammenlignet med andre lande, også når borgere fra Ukraine, som ikke skal søge asyl, tælles med.

- Danmark har ret restriktive krav til ophold, og ofte bedømmes asylansøgere hårdere end i andre lande. Der er forskningsstudier, der tyder på, at stramheden af udlændingepolitikken har betydning for, hvor man søger hen.

- Det kan have betydning for, at antallet af asylansøgere er på et af de laveste niveauer i nyere tid i Danmark, siger han Jacob Nielsen Arendt.

Samtidig med at Danmark modtager historisk få flygtninge, er der lande i Sydeuropa, der modtager historisk mange flygtninge.

- Det tyder på, at vi stadig har nogle koordineringsproblemer inden for EU. Det kan i nogles øjne og på den korte bane være godt for Danmark, at vi modtager færre flygtninge, fordi vi bedre kan håndtere dem, vi modtager.

- Men tallene viser, at det formentlig er på bekostning af nogle af vores europæiske søsterlande især sydpå, siger Jacob Nielsen Arendt.

Asylansøgere til Danmark kommer i disse år især fra Eritrea, Afghanistan, Syrien, statsløse palæstinensere, Tyrkiet og Iran.

/ritzau/