Mange har sikkert nydt havudsigten fra Stevns Klint, som Unesco har udpeget som verdensarv.

Men i fremtiden vil noget nyt møde folks syn, når de kigger ud over havet fra toppen af klinten.

Et flertal har sagt ja til, at European Energy A/S kan begynde en forundersøgelse for at opstille 13 havvindmøller ud for Stevns Klint, skriver TV 2 Øst.

Ifølge det regionale medie var det de helt store ord, der var fundet frem, da kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune diskuterede vindmøller ud for kommunens kyst.

Her er Stevns Kommunes borgmester Henning Urban Dam (S) på toppen af Stevns Klint.
Her er Stevns Kommunes borgmester Henning Urban Dam (S) på toppen af Stevns Klint. Foto: Rune Øe
Vis mere

»Det her er nok den vigtigste sag, vi kommer til at behandle i denne periode. Vi skal have undersøgt, om der kan produceres mere grøn strøm. Det er et ansvar, der rækker ud over kommunegrænsen og bidrager til det helt store fællesskab. Det er altså et stort ansvar, der hviler på vores skuldre i dag,« lød det fra Stevns Kommunes borgmester, Henning Urban Dam (S), under diskussionen.

De nærmeste af de nye vindmøller kommer til at ligge 6,9 kilometer fra kysten, og de forventes at være 270 meter høje.

Der var da også utilfredshed med beslutningen om at sige ja til forundersøgelsen.

»Vi har et stykke unik dansk natur, der er verdensarv, som bliver nedprioriteret til fordel for en klimadagsorden, hvis tilhængere ofte agerer som medlemmer af en religiøs sekt,« sagde Martin Henriksen, der er tidligere DFer og nu er løsgænger, ifølge TV 2 Øst.