Sommeren er lige om hjørnet, og du ser allerede nu frem til lune aftener med vennerne, hvor I sidder på jer stamsted og får en forfriskning.

Men det kan blive lidt sværere fremover, for et flertal i København Kommunes teknik- og miljøudvalg vil mindske tidsrummet for udeservering i København, så barer og cafeer fremover skal lukke ned for udeservering klokken 22.

Det fortæller Astrid Aller (SF), som er en del af udvalget, til TV 2 Kosmopol.

Der er dog en del undtagelser i forslaget som gør, at folk, der gerne vil sidde udenfor efter klokken 22, kan ånde en smule op.

For det første er det kun fra søndag til torsdag, at der skal lukkes ned for udeserveringen efter klokken 22.

For det andet er Kødbyen, Nyhavn og Metropolzonen ikke en del af forslaget. Metropolzonen er et område mellem den ældste del af København K, middelalderbyen, og Vesterbro. I denne zone findes blandt andet Rådhuspladsen, Tivoli og Hovedbanegården.

SF, Socialdemokratiet, Alternativet og De Konservative stemte for, mens Enhedslisten, De Radikale og Venstre var imod.

»I SF synes vi, det er fair, at man kan gå i seng klokken 22 på en hverdag og få otte timers søvn inden arbejde, selvom man bor i nærheden af en bar. Søvn er enormt vigtigt for vores sundhed,« siger Astrid Aller til TV 2 Kosmopol.

Der er stadigvæk lidt vej til, at forslaget går igennem. Nu skal det i høring, og så skal det behandles i udvalget nok en gang.