Tårerne får frit løb for tre unge mennesker.

De står med blomster i favnen foran den kirke, der i går var centrum for et mareridt, der kostede otte mennesker livet i Hamborg.

De tomme blikke fortæller alt om, hvordan torsdagens skudepisode i kirken, der tilhører Jehovas Vidner, har chokeret det lille samfund.

»Jeg var meget chokeret. Jeg er kritisk overfor Jehovas Vidner, men der er mennesker, der dør,« fortæller broder Anselm, der er en del af Benediktiner-samfundet til B.T. og fortsætter:

»Vi efterlader familier, og jeg vil gerne udtrykke mine følelser og vise dem, at i mit hjerte, der er jeg med dem.«

Sagde du noget til ofrene, da du lagde blomsterne?

»Jeg bad en kort bøn, for sjælene, ofrene og familierne.«

Torsdag aften åbnede en mand ild mod kirken. Den er placeret i en brun industribygning, der tilhører Jehovas Vidner – eller rigssalen, som den religiøse gruppe selv kalder stedet, hvor medlemmerne mødes.

Mindst otte personer er dræbt og flere meldes alvorligt såret.

Gerningsmanden formodes at være en 35-årig mand, der tidligere har været en del af Jehovas Vidner. Han tog livet af sig selv under angrebet.

Selvom politiet har udelukket, at motivet skulle være politisk eller terror, så har det rystet flere af naboerne til kirken.

En af dem er Tatiana, der bor få hundrede meter nede af gaden. Det er tydeligt at se på hendes udtværede mascara, at hun er meget påvirket af angrebet.

»Jeg blev bange, fordi vejen var helt lukket af. Den plejer normalt at være travl og fyldt med biler, men der var ingen. Det var en uhyggelig følelse.«

Hun fortæller, at det især har berørt hende, at angrebet er foregået så tæt på, hvor hun bor.

»Det er 200 meter fra mit hjem, og det gør det så svært at håndtere sine følelser. Det er nogle gode mennesker, det er derfor, at jeg har lagt blomster.«

Flere er kommet langvejs fra, og ved et busstoppested tæt på kirken møder B.T. Dennis, der er mødt op med både kort og blomster. Han er kommet, efter hans mor fortalte ham om skyderiet.

Lige så snart snakken falder på angrebet, er det tydeligt at mærke, at Dennis bliver meget berørt og stammer.

Hvad står der på dit kort?

»Vi mødes igen i det næste liv, hvor der igen vil være glæde.«

Da Dennis fortæller om, hvad han vil sige til ofrene, når han lægger kortet, står der pludselig klart, at han også føler en form for skyldfølelse.

»Det handler ikke om hævn, men om at føle sig fortabt. Folk føler sig fortabt i den her by. Jeg vil gerne stå med ofrene og prøve at sige undskyld.«

Dennis er ikke selv en del af Jehovas Vidner, men ligesom flere, der er mødt op foran kirken, så mener han, at de stadig fortjener respekt.

»De har ret til at sige, hvad de tror på. Jeg håber, at deres sjæle bliver velsignet, og at de forbliver i himlen.«