På to uger er der konstateret tre tilfælde af den alvorlige børnesygdom mæslinger i Danmark. 

En sygdom, der viser sig med feber, løbende næse, ondt i halsen og høj feber. Dernæst et småplettet og lyserødt udslæt. I værste tilfælde er den livstruende. 

Og derfor opfordrer SSI (Statens Serums Institut, red.) nu danske læger til at være særligt opmærksomme på mæslinger i de kommende uger. 

Det fremgår af den seneste opdatering fra instituttets infektionsberedskab.

»Det er vigtigt, at personer mistænkt for mæslinger så vidt muligt ikke opholder sig i venteværelser med andre patienter, idet mæslinger er yderst smitsom,« oplyser SSI.

Mæslinger er en af de mest alvorlige børnesygdomme og giver hos 1 ud af 2500 smittede alvorlig hjernebetændelse, der kan give hjerneskade. 

Derudover er det en af de mest smitsomme virusser, der findes. 

Smittede gik gennem Københavns Lufthavn 

SSI oplyser videre, at to smittede med mæslinger er gået gennem Københavns Lufthavn. 

Og når mæslinger både er meget smitsom – og kan være yderst farlig – er instituttet videre i gang med at smitteopspore, herunder også i lufthavnen: 

»Ikkeimmune rejsende, som eksempelvis har opholdt sig i samme område af en transithal, kan være udsat for smitte,« lyder det.

Af de tre tilfælde af smittede, er den første blevet smittet i uge 5 og de to resterende i uge 6. 

De to seneste tilfælde er konstateret hos et barn og en voksen bosiddende i Region Nordjylland efter en juleferie i Østeuropa, skriver TV 2 Kosmopol. 

I januar advarede WHO mod den frygtede sygdom, der har spredt sig over Europa. Det kan du læse mere om her.