Flere danskere forsikrer sig mod cykeltyveri.

Hos forsikringsselskabet Alm. Brand er antallet af kunder med udvidet cykelforsikring således steget 75 procent siden 2022.

Alm. Brands udvidede cykelforsikring dækker cykler, som koster mere end cirka 23.000 kroner.

»For de fleste er det jo ikke lige til at erstatte sådan en cykel fra den ene dag til den anden,« udtaler VP for Indbo, Mathias Kjær Sigvaldason, i en pressemeddelelse.

Selskabet oplever, at elcykler ofte bliver stjålet fra gaden, mens racer-cykler ryger fra garager og kælderrum.

Tal, som Alm. Brand har trukket fra Danmarks Statistik, peger på København som kommunen med absolut flest cykeltyverier. Sidste år blev der anmeldt 16.094 i Københavns Kommune.

Aarhus Kommune kom på 2. pladsen med 4.879 anmeldelser efterfulgt af Odense Kommune med 2.246.

Interessant nok blev der på Frederiksberg Kommune stjålet markant færre cykler end i Københavns Kommune, trods de to grænser op ad hinanden. På Frederiksberg var tallet kun 2.060.