'Den offentlige debat om politik og økonomi har mistet en af sine stærkeste stemmer.'
Sådan reagerer Radikale Venstres Samira Nawa på mandagens nyhed om, at CEPOS' cheføkonom, Mads Lundby Hansen, er død.
Samira Nawa er én ud af flere politikere, der er gået på Twitter for at hylde Mads Lundby Hansen, der blev 53 år.
Han sov ind natten til mandag efter længere tids sygdom, oplyser CEPOS i en pressemeddelelse.
'Trist nyhed,' skriver Enhedslistens Pelle Dragsted – en samfundsdebattør, der ofte har været rygende uenig med Mads Lundby Hansen.
'Jeg vil virkelig savne de politiske udvekslinger med Mads, som altid var på et højt fagligt niveau med respekt for uenighed. Gode tanker til familie og venner.'
Fra Socialdemokratiets Benny Engelbrecht lyder også en kærlig hilsen:
'Farvel, du gæve kæmpe, jeg vil huske, til jeg segner, alle de gange vi har debatteret og stået på vores meget forskellige syn på økonomisk politik.'
'Æret være Mads Lundby Hansens minde!'
Flere påpeger, at Danmark har mistet en skarp økonom og samfundsdebattør.
'Den politiske og økonomiske debat i Danmark er blevet en stærk stemme fattigere,' skriver tidligere finansminister fra Venstre, Kristian Jensen, som tilføjer, at han vil savne Mads Lundbys 'sylespidse analyser'.
'Danmark har mistet en af sine dygtigste og mest citerede økonomer og den liberale bevægelse en af sine store tænkere,' skriver Moderaternes kulturminister, Jakob Engel Schmidt.
Kristian Jensen, der i dag er direktør i Green Power Denmark, kalder Mads Lundby en god ven og påpeger desuden, at han 'tabte kampen til kræft'.