Det er ikke kun den chikane-tiltalte Markus Hvass, der er træt af at have en minigolfbane som nabo.

Striden mellem Markus Hvass og minigolfbane-ejer Simon Larsen kom på hele Danmarks læber, da TV 2 sendte dokumentarserien 'Naboen fra helvede' om de to naboers bitre strid med Simon Larsens minigolfbane i Odsherred i centrum.

Siden er Markus Hvass endt på anklagebænken – blandt andet for nogle af de episoder, der ses i den populære dokumentarserie.

Men hvis man går og tror, at det kun er Markus Hvass, der er utilfreds med at være nabo til minigolf og kæmpeburgere, kan man øjensynligt godt tro om igen.

For til TV2 Øst fortæller Jens Hasselsteen, der bor mindre end 100 meter fra minigolfbanen, at også han har forsøgt at råbe kommunen op.

Han er nemlig dybt utilfreds med den udvikling, som minigolfbanen har ført med sig.

»Det er et helt andet område nu. Før havde vi fuldstændig fred og ro. Nu er der larm og råben. Motorcykler, biler og alt muligt kommer der nu,« forklarer Jens Hasselsteen.

Han fortæller til mediet, at i alt otte naboer er gået sammen om at klage til kommunen. Mediet bringer dog hverken navne eller udsagn fra andre naboer.

Jens Hasselsteen oplyser til mediet, at gruppen af naboer har klaget til kommunen, men at de ikke har fået noget ud af deres klage.

Hverken Odsherred Kommune eller minigolfbanens ejer, Simon Larsen, har ønsket at kommentere TV 2 Østs historie.

Markus Hvass er tiltalt for i alt 24 forhold, der blandt andet drejer sig om chikane og trusler mod sin nabo.

Retssagen, der er i fuld gang, foregår i Retten i Holbæk.

Han nægter sig skyldig i alle anklager.

Du kan læse B.T.s dækning af den seneste retsdag i sagen her.