Flere kommuner har onsdag oplevet, at deres hjemmesider har været nede.
Det skriver TV 2.
Gentofte Kommune skriver på Facebook, at der er tale om hackerangreb.
'Gentofte Kommunes hjemmeside er desværre lidt ustabil i øjeblikket. Det skyldes et hackerangreb, som også har ramt andre kommuner, virksomheder og organisationer.'
'Vi beklager de gener, angrebet måtte medføre og arbejder på højtryk for at få siden op at køre som normalt,' skriver kommunen.
Den russiske hackergruppe NoName057 (16) har efterfølgende taget ansvaret for at stå bag hackerangrebene, skriver gruppen på X.
'Vi fortsætter vores 'gang' rundt i Danmark,' skriver hackergruppen, som har vedlagt en liste med de ramte kommuner, samt forlaget Gyldendal og høreapparatvirksomheden GN Store Nord.
Hændelsen sker med under en uge til kommunalvalget.
Også Rødovres og Ishøj kommuners hjemmeside er nede.
Tårnby Kommunes hjemmeside var nede tidligere, men den kører igen.
