Flere kirker åbner for spontane vielser på datoen 26-6-26
26. juni vil der være mulighed for at blive viet uden forudgående aftale i blandt andet Botanisk Have Aarhus.

26. juni vil der være mulighed for at blive viet uden forudgående aftale i blandt andet Botanisk Have Aarhus.

Flere kirker landet over slår dørene op for såkaldte drop in-vielser på datoen 26. juni 2026.
Det betyder, at par kan møde op og blive viet uden forudgående aftale.
Initiativet gælder blandt andet to kirker i Aarhus - Lyseng Kirke i Højbjerg og Elev Kirke.
I Botanisk Have i landets næststørste by vil der også blive oprettet en pop up-kirke til formålet.
Her vil man kunne blive viet i de grønne omgivelser, skriver Folkekirken i Aarhus på sin hjemmeside.
- Kærligheden behøver ikke en stor fest for at være stor. Derfor åbner vi kirken for et enkelt og lige så højtideligt ja, siger sognepræst Erik Søndergård i en nyhed på hjemmesiden.
Den eneste betingelse for at blive drop in-viet er, at man medbringer billed-ID samt en prøvelsesattest fra kommunen.
En prøvelsesattest er et officielt dokument, der bekræfter, at to personer lovmæssigt opfylder betingelserne for at indgå ægteskab i Danmark.
Desuden skal mindst den ene halvdel af parret være medlem af Folkekirken.
Når parrene ankommer til kirken, afleverer de prøvelsesattesten og får en personlig samtale med en præst.
- Hvis der ikke er kø, bliver I gift med det samme, lyder det på hjemmesiden.
- Drop in-vielse er kirkens måde at møde mennesker dér, hvor de er - med plads til både det spontane, det enkelte og det betydningsfulde, siger Erik Søndergård til hjemmesiden.
Lignende initiativer finder sted i Odder, hvor Odder Kirke også åbner for spontane vielser samme dag i tidsrummet mellem klokken 14 og 17.
Det fremgår af hjemmesiden odderkirke.dk.
I Aabenraa kaldes initiativet walk in-vielse, og her kan man blive gift under åben himmel i Postholdergårdens have.
To præster står for vielserne, og en organist sørger for stemningsfuld musik, lyder det på hjemmesiden Folkekirken i Aabenraa.
/ritzau/