Ugens vejr vil i en overgang føles efterårsagtigt med regn og rusk. Der bliver dog også plads til det mere klassiske forårsvejr.

Det fortæller Jesper Eriksen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen.

- Vi får et kort besøg af noget efterårsagtigt vejr.

Ugen skydes mandag i gang med en svag koldfront, der skal ned over Danmark fra nordvest. Mandag morgen ligger den over Jylland med op til en millimeter regn i sig.

Når koldfronten rykker østpå, går den dog i opløsning, hvilket betyder, at resten af landet ikke får regn. Det bliver heller ikke til meget vind, men i stedet til en vekslen mellem sol og skyer og temperaturer på 7-11 grader.

Tirsdag - hvor befolkningen skal afgive deres stemmer til folketingsvalget - skal et frontsystem ind over landet vestfra, forklarer Jesper Eriksen.

Det betyder, at der kommer skyer og perioder med regn. Til at starte med vil det kun regne mod nordvest, men senere på dagen kan dråber også melde sig andre steder.

- Så på valgdagen kan man få brug for en paraply i den nordvestlige del. Der kommer til at være skyer over Danmark - ikke solskin, lyder det.

Temperaturen vil på valgdagen ligge på 5-10 grader.

Om aftenen og natten til onsdag vil det så blæse op med udbredt regn til hele landet.

Onsdag får således en efterårsagtig begyndelse med regn og rusk, inden det klarer op fra vest med enkelte byger og med temperaturer, der igen lander på 5-10 grader.

Natten til torsdag kommer koldere luft ned over Danmark. Det kan ikke mærkes i dagtimerne, men det betyder, at nattefrosten kommer tilbage, siger meteorologen.

- Og så kan der komme enkelte byger, der kan være med hagl.

Fredag ser ud til at blive en flot dag. Her skal man regne med nogen sol de fleste steder, mens der dog stadig kan blive plads til lokale byger.

Prognoserne for weekendens vejr peger indtil videre i retning af et højtryksvejr, fortæller Jesper Eriksen.

- Det betyder, at der er gode solchancer, mens det også kan være koldt om natten med mulighed for udbredt frost.

/ritzau/