Inden for få dage har Nordjyllands Internat i Hjallerup fået indleveret hele 18 kaniner og tre marsvineunger.

Når der er tale om så mange dyr på så kort tid, er internatet ikke i tvivl om, at der er tale om dumping.

»Når der er tale om så mange dyr, kan man se, at det er vokset folk over hovedet. Dumping er bare ikke måden at skaffe sig af med sine dyr på. Man efterlader dem til deres egen skæbne,« fortæller internatmedarbejder Stine Sortemos til TV 2 Nord.

Internatet skriver på deres Facebook-side, at de mange kaniner og marsvin fordeler sig på to forskellige dumpingsager. Dyrene er blevet fundet i både parker og skove.

»Det er helt hjerteskærende. Inden for ganske kort tid har vi modtaget hele 18 kaniner, som alle er blevet fundet dumpet i skove og parker – fordelt på to forskellige sager,« skriver de i opslaget.

Heldigvis har dyrene ikke taget fysisk skade af at være blevet efterladt i naturen, men de mange firbenede venner skaber nu problemer for internatet, der er kommet i pladsmangel.

Derfor søger internatet nu efter adoptivhjem til de pjuskede dyr.