Landbruget ser sidste års ekstreme varme som mulig forklaring på, at antallet af døde pattegrise steg.

Tusindvis af nyfødte grise døde sidste år, kort efter de var kommet til verden.

Nye tal fra landbrugets videnscenter, Seges, viser, at 22,5 procent af pattegrisene i 2018 døde i svinestaldene.

Med en svinebestand på 12,8 millioner svin drejer det sig om tusindvis af smågrise.

Det er andet år i træk, at dødeligheden for nyfødte grise stiger.

Det sker, selv om man ifølge LandbrugsAvisen arbejder ud fra et mål om at komme ned under 20 procents dødelighed.

- Der er ingen tvivl om, at danske svineproducenter og deres medarbejdere hver dag gør en stor indsats for at øge overlevelsen for pattegrise.

- Men såvel effektivitet som overlevelsen kan være blevet påvirket af sidste års varme sommer, siger Christian Fink Hansen, sektordirektør i Seges, i en pressemeddelelse.

Den ekstremt varme sommer kan ifølge Seges også have medvirket til, at dødeligheden for søerne - hungrisene - ligeledes steg sidste år.

Der kan være flere årsager til, at de nyfødte grise dør efter fødslen. De kan eksempelvis dø af sult, sygdom eller blive klemt ihjel.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) finder udviklingen "bekymrende" og "utilfredsstillende".

Han vil nu drøfte mulige tiltag med branchen og andre relevante parter.

- Jeg udelukker på forhånd ingenting, for jeg kan som minister ikke sidde og se på, at udviklingen på vigtige punkter går den forkerte vej i svinestaldene, siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

Hos Dyrenes Beskyttelse ser chefkonsulent Birgitte Damm en sammenhæng mellem dødelighed og den intensive svineproduktion.

- Det er på tide at gribe efter det mest effektive værktøj i skuffen, nemlig en omlægning af avlen, så søerne ikke skal føde så mange små, skravlede grise, som både de og svineproducenterne har svært ved at holde liv i, siger Birgitte Damm i en skriftlig kommentar.

Seges nedsatte sidste år en ekspertgruppe, der har til formål at komme med konkrete bud på, hvordan man øger overlevelsen.

Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra erhvervet.

/ritzau/