Søndag aften skød og dræbte en gerningsmand tre mennesker i storcenteret Field's i København. Mange blev såret og flere flygtede for deres liv mod alle centerets udgange.

Men inde på Instagram er der tændt et lille lys i mørket.

Her er der mandag aften tikket utallige beskeder ind i instagrammeren Anders Hemmingsens indbakke. Det vælter faktisk ind, beskriver han det.

I beskederne takker nogle af de mange mennesker, der måtte flygte ud af bygningen, de personer, som man nok godt kan beskrive som heltemodige. Du kan se nogle af dem herunder:

Én af dem, der har skrevet ind til ham, er 21-årige Emma Kristensen. Hun stod og så på sko med sin mor, da de pludselig hørte et højt brag. Først troede de, at det bare var nogen, der havde tabt noget tungt, men så lød der flere skud – skrig – og flere skud igen.

»Min mor frøs fuldstændig, og jeg begyndte at løbe. Heldigvis nåede jeg at kigge tilbage og få hende med mig,« siger hun.

De løber hen mod prøverummene, hvor der også er en stor dør ind til et lager, og her møder de den unge kvinde, der i Emma Kristensens øjne muligvis reddede deres liv.

»Vi møder en medarbejder i butikken, der lukker os ind på lageret. Der var fyldt med mennesker. Vi stod helt proppet,« siger hun og fortæller, at de måtte barrikadere en dør ind til lageret, der ikke kunne låses, med skraldespande og andre store ting, de kunne få fat på.

21-årige Emma Kristensen.
21-årige Emma Kristensen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Efter cirka 40 minutter besluttede Emma Kristensen, hendes mor og en stor gruppe andre at løbe ud af bygningen.

B.T. har talt med den medarbejder, der hjalp dem. Hun er 21 år, men har bedt os ikke bruge hendes navn.

»Jeg løb hen mod lageret, hvor folk stod og nærmest maste sig op mod døren. Jeg tog mit adgangskort og fik dem lukket ind,« fortæller hun og fortsætter:

»Det var, som om det bare var et instinkt for mig. Det var det første, jeg tænkte, jeg skulle gøre, da vi hørte skuddene.«

Hun forklarer, at hendes krop var fyldt med adrenalin. Hun var i 'vi skal bare væk'-mode, siger hun.

Mandag – dagen efter episoden – er begge kvinder meget mærket af den traumatiserende oplevelse. Emma Kristensen har mandag været på Strøget i København for at købe en jakke. Her kunne hun mærke, at det nok ikke er noget, hun kan gøre igen i et stykke tid. Frygten sidder stadig i hende, når der er mange mennesker på et sted.

»Jeg har haft kvalme, og jeg kan ikke spise,« fortæller medarbejderen i Field's, der tilføjer, at hun i forvejen kæmper med angst, som er forværret efter skyderiet.

Og så er hun vred. Vred på den mand, der har skabt så meget frygt og ulykke.

17-årige Emilie Kjelberg er også vred. Hun flygtede sammen sin veninde ud af en bagdør i Field's kælder.

»I dag tog jeg i City 2 (et storcenter i Taastrup, red.). Det var ubehageligt, men den mand skal ikke afgøre, hvordan jeg skal leve mit liv,« fortæller hun, da B.T. taler med hende.

Men der er dog også et lyspunkt at finde for hende. Nemlig den unge mand, der hjælp hende og flere andre ned i kælderen og hen til bagudgangen.

»Vi løb og løb for vores liv, og så kom der en mand, der arbejder i Bog & idé. Han prøvede at få folk ind i en stor elevator for at få folk ud gennem kælderen,« fortæller hun.

Da elevatoren ramte kælderen løb de så hurtigt, de kunne, mod udgangen. Emilie Kjelberg husker det som en meget lang gang.

»På vejen sagde min veninde, at hun ikke kunne mere, så råbte jeg ad hende: 'Nu løber du!' Vi skulle bare ud,« siger hun.

Både Emilie Kjelberg og Emma Kristensen valgte at skrive en tak til deres redningsmand og -kvinde, fordi de midt i al kaosset ikke fik sagt det.

»Vi kunne have været døde, hvis det ikke var for dem,« siger Emilie Kjelberg.

Alle tre kvinder og deres familie, pårørende og venner kom ud fra storcenteret uden fysiske skader.