Kunne det være undgået, at Natalie og Lina i juli følte sig udsat for seksuelle overgreb af en hotelmassør på Side Zeugma Hotel?
Det spørgsmål stillede de to kvinder onsdag aften i B.T., efter de ved hjemkomsten til Danmark opdagede en anmeldelse på Spies' hjemmeside.
I anmeldelsen, der var skrevet af en 'Michael', fremgik det, at flere kvinder havde oplevet en massør, som var en 'tand for nærgående'.
Michael, der befandt sig på Side Zeugma Hotel i Tyrkiet en uge før Natalie og Lina, skrev også i anmeldelsen, at 'receptionen tog sig af det'.
Men onsdag aften kunne Spies svenske selskab, Ving, over for B.T. gøre klart, at hverken rejseselskabet eller hotellet havde mulighed for at reagere.
»Gæsten henvendte sig til hotellets reception, og der havde man kun forstået, at gæsten havde en holdning til kvaliteten af behandlingen,« skrev Vings kommunikationschef, Claes Pellvik.
Det er dog en lodret løgn, hvis man spørger den mand, der faktisk henvendte sig til receptionen.
B.T. har nemlig fået kontakt til brugeren 'Michael', som var en tur på Side Zeugma Hotel med sin kone i begyndelsen af juli.
Han fortæller:
»Vi skulle begge have en massage, og jeg undrede mig allerede der over, at jeg fik kvinden, og hun fik manden. Under massagen synes jeg faktisk, at hun også var ret nærgående, og det sagde jeg så til min kone,« fortæller Michael, der af hensyn til sagens karakter ikke ønsker sin fulde identitet ud.
Da de kom op på hotelværelset, kiggede Michaels kone ham i øjnene og sagde:
»Jeg synes også, at min massør gik lige lovligt tæt på.«
Massøren havde ifølge konen presset sig op ad hende og desuden også adskillige gange kommet til at 'ramme' hendes kønsdele med fingrene under massagen.
Alt imens Michael og hans bedre halvdel ovejede, om de skulle gå til hotellet og klage, faldt de helt tilfældigt i snak med to unge danske kvinder.

Og det viste sig, at en af dem også havde været i kløerne på massøren.
B.T. har talt med kvinden, som vi af hensyn til hendes ønske om anonymitet kalder for Simone.
»Ham her massøren var generelt meget nærgående og forsøgte at flirte rigtig meget. Han prøvede flere gange at invitere mig ud, selvom jeg afviste ham hver gang,« siger Simone og fortsætter:
»Da jeg blev masseret af ham, gik han så langt over grænsen. Under massagen rørte han flere gange nogle af de steder, hvor man bare ikke skal røre. Men jeg frøs nærmest til is.«
Simone fortæller samtidig, at massøren – mens hun lå på maven og med hænderne på ryggen – flere gange lagde sin penis i hendes håndflade.
Da Michael hørte Simones beskrivelse, blev han stiktosset.
»Jeg var selvfølgelig rasende over, at det var sket for både min kone og hendes her. Derfor gik jeg op til receptionen og lod dem forstå, hvad jeg mente om situationen,« siger han og uddyber:
»Så ja, selvfølgelig fortalte jeg dem, hvad der var sket, og at massøren ifølge kvinderne havde været seksuelt grænseoverskridende. Det har hotellet bestemt ikke været i tvivl om. Og jeg er meget ked af at høre, at to kvinder ugen efter er blevet udsat for de her krænkelser.«
Men hotellet valgte altså hverken at kontakte Spies/Ving, fyre massøren eller eksempelvis kun lade ham massere mænd.
Og særligt førstnævnte betyder, at rejseselskabet nu har valgt at stoppe samarbejdet med Side Zeugma Hotel.
»På baggrund af de for os helt nye oplysninger, som du har givet om den anden sag, og hotellets personales håndtering, har vi besluttet at afslutte samarbejdet med hotellet fra i dag,« skriver Vings kommunikationschef, Claes Pellvik, og fortsætter:
»Ving har nultolerance over for enhver form for upassende seksuel adfærd fra hotellets personale. Vi sætter også de højeste standarder for andet hotelpersonale til at tage øjeblikkelig handling, hvis noget af denne art bliver rapporteret.«
B.T. har uden held forsøgt at få fat på Side Zeugma Hotels spaafdeling.

