OPDATERING KL: 12:36. Flere danske lufthavnes hjemmesider har onsdag været ramt af tekniske problemer. Men Københavns Lufthavns hjemmeside er nu igen tilgængelig.

»The service is unavailable.«

Det er den besked, flere er blevet mødt af, når de har forsøgt at åbne hjemmesiderne.

Oversat til dansk: 'Tjenesten er ikke tilgængelig'.

Der har blandt andet været problemer med hjemmesiderne for Københavns Lufthavn, Aalborg Lufthavn, Billund Lufthavn, Aarhus Lufthavn og HCA Lufthavn, der ligger nord for Odense.

Kort før klokken 10.30 ser de fleste ud til at være oppe igen - men der er fortsat problemer med hjemmesiden for Københavns Lufthavn.

»Vi arbejder fortsat på at finde årsagen til uregelmæssighederne på cph.dk,« oplyser lufthavnen på Twitter omkring 11.30:

»Lige nu kan flere tilgå hjemmesiden, men den er stadig ikke stabil. Driften af lufthavnen er helt upåvirket.«

Tidligere fortalte pressevagten ved Københavns Lufthavn således om situationen:

»Vi oplever uregelmæssigheder. Nogen kan komme på vores hjemmeside, men andre kan ikke.«

Lufthavnen ved endnu ikke, hvorfor der er opstået problemer med hjemmesiden.

Mens hjemmesiden er nede, henviser Københavns Lufthavn til sin app, hvor man kan holde sig opdateret på blandt andet afgangs- og ankomsttidspunkter. Du kan finde app'en HER.

Lufthavnens drift er normal, understregede pressevagten.