Det danske lånemarked er inde på en så usædvanlig kurs, at det skaber opsigt ude i verden.

Fra nytår vil over halvdelen af boligejerne med flekslån få penge tilbage for deres lån, skriver Finans. Og det er så mærkværdig en situation, at udenlandske journalister dårligt kan tro på, at tingene forholder sig sådan.

Boligøkonom hos Nordea, Lise Nytoft Bergmann, fortæller til Finans, at hun for nylig fik et opkald fra en journalist fra Kasakhstan, der ikke troede på, hvad vedkommende havde læst. Journalisten ringede således for med egne øre at høre, at den altså er god nok.

Totalkredit forventer, at 53 procent af boligejerne vil have negativ rente på deres flekslån efter nytåret.

Hos Nordea Kredit lyder det tal på 74 procent, mens det hos Realkredit Danmark lyder på 45 procent.

»Vi nærmer os dermed en situation, hvor det snart er mere normalt at have en negativ rente på sit variabelt forrentede lån,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig til Finans.

Det er dog ikke sådan, at boligejerne dermed slipper for at betale for deres realkreditlån. Ud over en rentebetaling til investorer i fleksobligationer skal boligejerne betale bidrag til realkreditinstituttet og eventuelt afdrag. Men den negative rente modregnes altså i bidraget.

F5-lånere ligger for nuværende på en rente på 0,75 procent. Efter nytår vil de formentlig have en rente på minus 0,25 procent.

Det betyder ifølge Finans, at en sådan låner med et afdragsfrit lån får mere end halveret sin månedlige ydelse efter skat. Ydelsen falder således fra 1.085 til 500 kroner for hver lånte million.