De stigende elpriser har fået mange herhjemme til at finde på forskellige måder at spare på strømmen.

Nu advarer Fødevarestyrelsen dog mod, at vi begynder at gøre det samme, som man har set ske i Storbritannien.

Det oplyser styrelsen på Twitter:

»I Storbritannien får børn madforgiftning, fordi briter slukker køleskabet for at spare el,« lyder det.

Men det er en rigtig dårlig idé at gøre sådan:

»Vores mikrobiologer ved, hvor og hvordan bakterier trives, og hvorfor forbrugere og restauranter bør have max fem grader i køleskabet, hvor de har letfordærvelige varer som kød, mælk og pålæg,« lyder det videre i advarslen.

På Twitter har Fødevarestyrelsen delt en grafik, som du kan se herunder, over, hvad der kan ske, hvis maden bliver for varm – hvis man for eksempel vælger at slukke for køleskabet.

Hvis temperaturen i maden kommer op mellem 20 og 40 grader, kommer det op i det, der betegnes som 'farezonen', hvor bakterierne vokser hurtigst.

Men hvis temperaturen er mellem de anbefalede nul og fem grader, standser de fleste bakteriers vækst.