To uheld på Esbjergmotorvejen skaber trafikalt kaos i det sydjyske fredag morgen. Motorvejen er spærret, og bilisterne holder i lang kø.

Motorvejen er spærret i østgående retning efter uheld med flere biler.

Det skriver Vejdirektoratet på Twitter.

Motorvejen er spærret ved frakørsel 70 Holsted og 69 Brørup i retning mod Vejen.

Vejen forventes tidligst genåbnet kl. 09:30.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at der er tale om et uheld og et såkaldt 'følge-uheld', men der er på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om, hvad der er sket.

»Vi er stadig derude, så på nuværende tidspunkt har vi ikke så meget mere om, hvad der er sket,« siger vagtchef Ivan Gohr Jensen til B.T.

Kort før klokken halv ti skriver politiet på Twitter, at bilerne nu er skubbet væk, og motorvejen igen er farbar.