Var det noget med et stik på apoteket?

Snart kan inviterede borgere nemlig også blive vaccineret mod covid-19 på flere apoteker i Region Midtjylland, så du slipper for at skulle ud til vaccinestederne og stå i kø.

Det er Region Midtjylland og apotekerne (APOVAC), der har indgået aftale om, at apoteker kan tilbyde vaccination mod covid-19.

Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

»Det er glædeligt, at apotekerne vil hjælpe med vaccineindsatsen. Aftalen sikrer endnu flere borgere let adgang til vaccination i nærområdet. Apotekerne yder et væsentligt bidrag i at sikre hurtig vaccination mod covid-19 til alle, der ønsker det,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Apotekerne vil fra 11. januar tilbyde vaccination i takt med, at de får vaccinedoser leveret. På apotekerne vil der blive tilbudt vaccination med Pfizer til inviterede borgere over 12 år.

Vaccination på apotekerne tilbydes som udgangspunkt uden tidsbestilling. Skulle der opstå lange køer, vil apoteket kunne skrive ventende op til en kø-plads.

»Apotekernes medarbejdere har allerede lang erfaring med at vaccinere mod influenza og lungebetændelse – og mange borgere har god erfaring med at blive vaccineret på apoteket,« siger Bjarne Kalø, Direktør i APOVAC F.M.B.A.

Se hvor og hvornår du kan blive vaccineret på det nationale kort på corona.rm.dk.

Andre læser også