Fire studentermedhjælpere, som har arbejdet på Panum Instituttet i København, udviklede alle kræft, inden de fyldte 35 år. Tre af dem er i dag døde.

Det kom for nylig frem i DR-dokumentaren 'Den giftige tvivl', som undersøger spørgsmålet om, hvor vidt der er tale om ren tilfældighed.

Selvom en vurdering tidligere har afvist, at der skulle være sammenhæng mellem jobbet og deres kræftsygdom, vil flere tidligere ansatte nu ifølge DR have Københavns Universitet (KU) til at undersøge deres helbred.

De kræftramte studentermedhjælpere arbejdede alle med lig på Panum, som hører til KU. Ligene var pumpet med væsken formalin, som indeholder det kræftfremkaldene kemikalie 'formaldehyd'. 

48 læger, som tidligere har arbejdet samme sted i Panum, har nu skrevet under på et brev til KU, hvor de opfordrer universitetet til at undersøge deres helbred.

Ifølge DR er der stor uenighed blandt forskere om, hvorvidt der kan være en sammenhæng mellem arbejdet på Panum og kræfttilfældene.

KU har i 2019 fået lavet en uvildig vurdering fra Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, som konkluderede, at der ikke var en sammenhæng.

I et svar til de 48 læger afviser KU at lave en undersøgelse:

»Selv med en grundig, uafhængig undersøgelse vil det ikke være muligt at opnå vished om en mulig sammenhæng – hvor meget vi end gerne ville det,« skriver dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Bente Merete Stallknecht, og institutleder Ian D. Hickson i et svar til lægerne, som DR har set.

Julie Blockmann, en af initiativtagerne til brevet, finder det skuffende, siger hun til mediet.

»Fire unge mennesker, hvoraf tre er døde, i en horribel ung alder - at man ikke ser det som et rødt flag og tænker 'det skal vi lige undersøge yderligere', det forstår jeg simpelthen ikke,« siger hun til DR.

Og måske bliver hendes bønner alligevel hørt: I et skriftligt svar til DR åbner KU således op for måske alligevel at kigge nærmere på sagen.

Dekanen skriver til DR, at man har rakt ud til Bispebjerg Hospitalet for at vurdere, om der er grundlag for en undersøgelse.