Nye ansatte får indtryk af, at de skal være medlem af firmaets faglige klub, når de begynder på arbejdspladsen. Men det må klubberne ikke forlange, slår ekspert fast.
Tre faglige klubber i virksomheder, der har overenskomster med 3F Kastrup, forlanger, at nye ansatte skal være medlem af de faglige klubber, og to af dem forlanger, at de nye medarbejdere også skal være medlem af 3F Kastrup.
Men det må de ikke.
De to klubber, der forlanger medlemskab i både klubberne og 3F Kastrup, er SAS Ground Handlings 'Ekspeditions Arbejdernes Klub' og Menzies Aviation CPH's 'Klub Menzies', mens Gate Gourment Danmarks 'De Timelønnedes Klub' 'blot' forlanger medlemskab af klubben.
»De må ikke stille de krav til medarbejderne, og man må ikke tvinge folk ind i en klub, der koster penge,« siger professor og forsker i arbejdsmarkedspolitik ved Roskilde Universitet Bent Greve til B.T. og fortsætter:
»De eneste klubber, man kan forlange, medarbejdere er med i, er sociale klubber, som er gratis.«
Desuden må man ikke tvinge medarbejdere til at være med i en fagforening, da det står hver enkelt medarbejder frit for at vælge, hvor – og om – de vil organisere sig.
Han opfordrer faglige klubber til at gå deres vedtægter igennem og få fjernet de dele, der strider mod lovgivningen.
Dog tror han ikke, klubberne har handlet i ond tro:
»Jeg er næsten sikker på, at det er levn fra gamle dage. Det er ikke mange år siden, det var lovligt at forlange et medlemskab af en fagforening – det var først i 2006, at det blev afskaffet,« siger Bent Greve.
Han mener dog, at der på nogle arbejdspladser fortsat kan være ansatte, der ikke respekterer ændringerne og kører videre i den gamle tradition.
Desuden ville det ifølge Bent Greve være fornuftigt, hvis 3F Kastrup orienterede de enkelte faglige klubber om lovændringerne. For når medlemskabet står indskrevet i vedtægterne, kan det få nogle medarbejdere til at tro, at det er et krav.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra formanden for 3F Kastrup, Henrik Bay-Clausen, men det har ikke været muligt.