Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Under et stort anlagt pressemøde i 2020 lovede Fjernvarme Fyn – flankeret af Odense Kommunes borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), og klimaminister Dan Jørgensen – at det skal være slut med at brænde kul af i 2022 til opvarmning af fynske husstande.

Alligevel er Fjernvarme Fyns kulforbrug steget med næsten 100.000 ton i 2021 – året før udfasningen.

I 2020 fyrede det kommunalt ejede fjernvarmeselskab 153.766 tons kul af. I 2021 var tallet oppe på 244.352 tons.

»Det er der måske mange af os, der har glemt, men kulforbruget stiger, fordi der var meget, meget koldt i starten af 2021,« siger Jan Strømvig, direktør i Fjernvarme Fyn.

Kulforbruget er faldet markant siden 2009, men stiger i 2021. Grafik: Fjernvarme Fyn
Kulforbruget er faldet markant siden 2009, men stiger i 2021. Grafik: Fjernvarme Fyn
Vis mere

»Det medfører, at vi skal producere noget mere varme til vores kunder.«

Det er planen, at Fjernvarme Fyn ved udgangen af 2022 lukker for sit kulfyr.

Hvad siger du til de borgere, der måske synes, at det ser lidt mærkeligt ud, at I skruer op for kulforbruget i 2021 og samtidig siger, at I slukker helt for det i 2022?

»Jo, men vi erstatter jo kullet med noget andet. Hvis du går længere tilbage i kurven, så kan du se, vi følger planen og har reduceret kulforbruget ganske markant.«

B.T. har den sidste tid afdækket, hvordan danskernes stigende energipriser skyldes manglen på en bred vifte af energikilder, herunder gas, vind og vand.

At fjernvarmeselskabet nu udfaser en energikilde og erstatter den med blandt andet naturgas, som er en af de kilder, der er mangel på, får ikke varmedirektøren til at ryste på hånden.

Der kommer jo også kolde perioder efter 2022. Kan I forsikre fynboerne om, at der stadig kan produceres varme nok og til en rimelig pris, når I har tager kullet ud af varmeproduktionen?

»100 procent. Det kan vi.«

Jan Strømvig har været direktør i Fjernvarme Fyn siden 2010. Foto: Nils Lund Pedersen
Jan Strømvig har været direktør i Fjernvarme Fyn siden 2010. Foto: Nils Lund Pedersen
Vis mere

»Det er selvfølgelig kritisk, hvis man begynder at bruge sådan noget som naturgas i et geopolitisk slagsmål,« siger direktøren også.

Noget, som lederen af Det Internationale Energiagentur (IEA), Faith Birol, dog netop i starten af året beskyldte Rusland for.

»Men for mig er det et tænkt scenario, at man for eksempel skulle slukke for gassen. Vi ville stadig have forsyningssikkerheden, men skulle vi stå i den situation, så vil det presse resten af energimarkedet, og det vil selvfølgelig have nogle omkostninger,« siger Jan Strømvig.

»Med det nye produktionsanlæg, vi bygger, har vi en meget stor fleksibilitet og robusthed.«

Ifølge direktøren er fjernvarmeselskabet lige nu i gang med at opbygge i alt tre-fire nye metoder at producere varme på, der skal erstatte kulfyret.

Udover naturgas skal blandt andet overskudsvarme fra Facebooks datacenter i Odense og biomasse – bestående af resttræ fra fynske skovdyrkere – være med til at erstatte kullet.

I 2009 lå Fjernvarme Fyns kulforbrug på omkring 800.000 tons. Dermed har selskabet reduceret kulforbruget med næsten 70 procent på lidt over ti år.

Direktøren fortæller, at Fjernvarmeselskabet har meldt ud, at udfasningen af kullet kan medføre en begrænset prisstigning for forbrugerne.

Andre læser også