For de fleste ville det virke helt vanvittigt, men garvede fiskere ved præcis, hvad de skal stille op.

Syd for Langeland fik en fisker søndag formiddag noget tungt i nettet. Men ikke noget, der fik fiskeren til at lugte guld.

Det var nemlig en 130 kilo tung dybvandsbombe, der stammer fra 2. Verdenskrig, der havnede i fiskerens net. 

Det skriver Forsvaret på det sociale medie X. 

Efter fangsten blev minører fra Forsvaret tilkaldt, og efterfølgende blev den tunge bombe detoneret.

Det skete ude på havet i 12,5 meters dybde og 3,2 kilometer fra kysten. 

Dybvandsbomber bliver brugt som våben mod ubåde.

»En dybvandsbombe fungerer ved, at man sænker den ned til en bestemt dybde. Den her er af uransagelige årsager ikke gået af nogensinde,« fortæller pressevagt ved Forsvarskommandoen Aein Amripour. 

Lige præcist den her dybvandsbombe, vurderer Forsvaret, stammer helt tilbage fra 2. Verdenskrig.

»Det sker tit, at fiskere finder våben og andre efterladenskaber fra anden verdenskrig,« siger Aein Amripour.