I begyndelsen af november kom det frem, at syv personer var blevet syge, efter de havde spist fiskefrikadeller fra virksomheden Jeka Fish A/S.

Nu skal Jeka Fish betale en bøde på 60.000 kroner.

Det skriver TV Midtvest, der har set den seneste kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen, efter styrelsen har aflagt fisk- og skaldyrsgrossisten et besøg i Lemvig.

»Der vil være risiko for, at virksomheden har markedsført farlige fødevarer i form af fiskefrikadeller i flere varianter,« fremgår det blandt andet af rapporten.

Videre oplyses det, at man efter en prøveudtagning den 24. oktober påviste listeria i seks ud af 20 prøver.

Tilbage i begyndelsen af november oplyste Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse, at man siden august havde registreret syv patienter med samme type af en fødevarebåren bakterie, hvoraf den ene var afgået ved døden.

De syv personers sygdom kunne efterfølges kobles til fiskefrikadeller fra Jeka Fish A/S.

»Ved sammenligning af bakterier fra patienter og prøver fra Jeka Fish har vi fundet, at bakterierne er helt ens,« forklarede Luise Müller, epidemiolog i SSI, i pressemeddelelsen:

»Sammenholdt med, at patienterne har oplyst, at de har spist fiskefrikadeller, viser dette, at smitten er kommet herfra.«

Jeka Fish tilbagekaldte som følge deraf fiskefrikadellerne.

Listeria-bakterien findes overalt og derfor også i mange rå eller let forarbejdede fødevarer.

Bakterien kan forårsage blandt andet hovedpine, feber, diarré og influenzalignende symptomer, hvis man indtager den, har Ritzau tidligere oplyst.

De fleste vil på et eller andet tidspunkt blive smittet med bakterien, men de færreste bliver syge af den.

For nogle grupper er der dog risiko for at få mere alvorlige symptomer som blodforgiftning og hjernehindebetændelse. I værste tilfælde kan man dø af sygdommen.

De, der har en øget risiko for alvorlige symptomer, er ældre, gravide, diabetikere eller personer med nedsat immunforsvar.