En noget anderledes sag har udspillet sig på Molslaboratoriets arealer, der er en del af Naturhistorisk Museum på Mols.
Søndag 31. juli var ellers en ganske normal dag for dyreholdet på Molslaboratoriet. Både arealets seks tyre og to køer gik i ro og mag og græssede på engen.
»Der var hverken tegn på brunst eller kamp hos tyrene,« siger Bo Skaarup, museumsdirektør på Naturhistorisk Museum.
Men da dagen gik på hæld, og personalet var taget hjem, gik det altså helt galt.
»Det skete om natten. Tyrene gjorde, hvad de fra naturens side er programmeret til,« siger Bo Skaarup.
Bo Skaarup og resten af personalet blev gjort opmærksom på tyrenes adfærd, fordi der var blevet optaget billeder og videoer, hvor de seks tyre på skift bedækkede en ko.
Koen, der blev udsat for tyrenes brunst, er på Molslaboratoriet bedre kendt som 'den røde ko'.
Tyrenes adfærd endte fatalt for fire ud af de i alt seks tyre.
Naturhistorisk Museum tog i samråd med en dyrlæge nemlig beslutningen om, at de skulle aflives, da det var sket to gange på få dage.
De fire brunstige tyre, der trak det uheldige lod, blev efter almindelig praksis skudt og bagefter sendt til slagtning.
»Det, der foregår på naturens principper, er ikke nødvendigvis, hvad vi finder acceptabelt som mennesker, og derfor blev vi nødt til at tage ansvar,« siger Bo Skaarup om beslutningen.
Dyredramaet på Mols er heller ikke gået ubemærket hen.
Folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen (V) har på baggrund af de billeder og videoer, der er kommet frem fra Øxenholt Foto, besluttet at indkalde miljøminister Lea Wermelin (S) i samråd.
Han mener nemlig, at der er store problemer i forhold til dyrevelfærd. Det siger han til TV 2 Østjylland til formiddag.
Det er museumsdirektøren på Naturhistorisk Museum, Bo Skaarup, uforstående overfor.
»Der er ikke noget, der indikerer, at vi ikke har gjort, som vi skal. At dyrene gør, som de gør, er selvfølgelig beklageligt,« siger han og fortsætter,
»Han er blevet inviteret flere gange, men han har aldrig svaret. Invitationen er stadigvæk åben.«
Bo Skaarup fortæller desuden, at både 'den røde ko' og den anden ko har det godt efter omstændighederne.