Der er påvist fire nye tilfælde af en særlig modstandsdygtig mutation af den britiske coronavirusvariant.

Yderligere fire tilfælde af en særlig udgave af den britiske coronavariant er nu fundet i Danmark.

Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

- Vi holder ekstra øje med den i lighed med P.1 og B.1.351, skriver ministeren.

Alle fire tilfælde er påvist i Region Hovedstaden.

Magnus Heunicke oplyser også, at de smittede ikke er blevet smittet i forbindelse med rejse, og man må derfor formode, at de er blevet smittet i Danmark.

Den 3. marts skrev han på Twitter, at de første to tilfælde af denne mutation af den britiske variant var blevet fundet i Danmark. Ud over Danmark og Storbritannien, er den blevet påvist i Holland.

- @STPS_DK (Styrelsen For Patientsikkerhed, red.) har iværksat intensiv smitteopsporing, skriver Magnus Heunicke.

Denne nye variant af coronavirus er som udgangspunkt den samme, som den der allerede dominerer i Danmark: Den britiske coronavariant, B117. B117 har været den dominerende coronavariant i Danmark siden den 21. februar.

Den britiske variant er i forvejen en muteret variant af den oprindelige coronavirus, der ramte Danmark i slutningen af februar 2020. Den har mutationen N501Y, som gør, at virusset er mere smitsomt.

Den særlige variant, som Magnus Heunicke beskriver har en mutation, der går under navnet E484K. Det er den samme mutation, som også den sydafrikanske variant, B1351, og den brasilianske virusvariant P1 har.

Statens Serum Institut (SSI) skriver på sin hjemmeside, at denne mutation gør, at virusset har nedsat følsomhed over for antistoffer.

Det kan betyde, at vaccinen kan have nedsat effekt på netop denne variant af virusset.

Det er dog endnu ikke bekræftet, at mutationen er modstandsdygtig over for vaccinerne mod covid-19.

/ritzau/