Det er kun knap fire måneder siden, at restauranten Alchemist slog dørene op og bød gæster velkommen i nye og udvidede omgivelser.

Alligevel er den københavnske restaurant nu blevet kåret som landets bedste.

Det er den nordiske restaurantguide White Guide, der står bag kåringen, som fandt sted mandag:

'Oplevelsen ved et besøg på Alchemist er så omfattende og fulddækkende, at en sådan totalitet aldrig er blevet set før,' lyder det blandt andet i begrundelsen bag kåringen, som fortsætter:

'Det musiske og visuelle understøtter med en næsten overdreven lethed den æteriske tilstand, hvori vi alle skal stoppe op og tænke over, hvad det er, vi gør med os selv, det vi spiser, og den jord vi bor på. At magte så meget i et eneste måltid er uovertruffent og udløser, at Alchemist med Rasmus Munk og hele hans crew kan høste prisen som årets bedste restaurant.'

Til TV 2 Lorry fortæller køkkenchef og medejer af Alchemist, Rasmus Munk, at han er overrasket over, at restauranten vandt prisen, eftersom den åbnede den 4. juli.

»Det er stadig lidt uvirkeligt, at vi allerede har vundet prisen, fordi vi kun har haft åbent i fire måneder. De andre restauranter på top ti-listen er jo i verdensklasse, og det kunne sagtens have set anderledes ud, så vi er selvfølgelig meget glade og taknemmelige for at få prisen. Det er et kæmpestort skulderklap til hele holdet,« siger han til TV 2 Lorry.

Udover Alchemist var blandt andet også restauranterne Noma, AOC, Geranium Frederikshøj og Kadeau København nomineret til prisen som årets restaurant.