37 dage tog det fire danske mænd at tilbagelægge 4800 kilometer tværs over Atlanterhavet i en lille robåd fra den kanariske ø La Gomera til den caribiske ø Antigua. Det hurtigste danske hold nogensinde.

»Det har været hårdt, men jeg har set et eller andet, man ikke ser på landjorden,« siger en af de fire mænd, Anders Nørregaard.

Hvad han har set, er svært at sætte ord på, men da han første gang kiggede sig selv i øjnene på land, kunne han se, at noget ikke var som før.

De fire danske mænd, der kalder sig 'Row for Veterans' og lader alt overskud fra turen gå til danske veteraner, forlod land den 12. december 2019, og natten til søndag stod de igen på fast grund.

Sådan så det ud, da de fire mænd var få meter fra kysten på øen Antigua.
Sådan så det ud, da de fire mænd var få meter fra kysten på øen Antigua. Foto: Ben Duffy // Atlantic Campaigns
Vis mere

»Da vi første gang fik fast jord under fødderne, var benene helt gummiagtige. Det føles, som om man har drukket 20 bajere,« siger Anders Nørregaard.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan mændene, Mikkel Fredensborg Schmidt, Lasse Wulff Hansen, Michael Lyng og Anders Nørregaard, slingrede rundt.

Savn var en stor del af turen. Savn til dem derhjemme og savn til de små hverdagsting, som normalt bliver overskygget af travlhed, mailindbakken og magelighed.

»Man skal passe på, man ikke glæder sig så meget til, at det slutter, at man ikke nyder det,« siger Lasse Wulff Hansen.

Michael Lyng, der giver sin kone et stort kram, efter de ankom til Antigua.
Michael Lyng, der giver sin kone et stort kram, efter de ankom til Antigua. Foto: Ben Duffy // Atlantic Campaigns
Vis mere

De talte meget om, at det var vigtigt at nyde øjeblikket og ikke lade savnet overtage tankerne.

Nogle dage var det bare uundgåeligt, og som tiden gik, fyldte det naturligt mere og mere.

»Det var savnet til vores kære, der fik os hjem,« siger Anders Nørregaard og fortsætter:

»Der har været øjeblikke, hvor jeg bare har grædt og ville hjem til min datter.«

Anders Nørregaard, kort efter han satte fødderne på landjorden.
Anders Nørregaard, kort efter han satte fødderne på landjorden. Foto: Ben Duffy // Atlantic Campaigns
Vis mere

Men der har også været plads til grin og gode snakke.

Anders Nørregaard fortæller, at selvom de fire mænd var gode venner, da de tog af sted, så er de nu kommet endnu tættere på hinanden.

Det sker næsten helt af sig selv, når man tilbringer alle døgnets 24 timer sammen på kun otte kvadratmeter.

»Nogle gange var der så mange flyvefisk i det område, vi var i, at vi fik dem i hovedet. Det gjorde sgu lidt ondt at få sådan en fisk i hovedet, men vi havde også lidt sjov med det,« siger han og fortsætter:

Mikkel har fanget et billede af Michael, der vasker hår. Den blå spand ved Anders' venstre hånd var mændenes toilet.
Mikkel har fanget et billede af Michael, der vasker hår. Den blå spand ved Anders' venstre hånd var mændenes toilet. Foto: Privatfoto
Vis mere

»'Pas på, der kommer en flyvefisk,' råbte vi og kastede myslibarer efter hinanden, når mørket faldt på.«

Lige netop myslibarer blev der indtaget en del af. Det var en lækker, lille snack, mens den primære kost bestod af det, man vil kalde 'soldatermad'.

Dog kunne de mange poser med diverse langtidsholdbar mad ikke hamle op med det høje aktivitetsniveau. Mændene havde besluttet at ro 24 timer i døgnet. På hold af to skiftedes de til at ro to timer ad gangen og holde to timer fri. Det er altså noget, der slanker.

Herunder kan de se før- og efterbilleder af de fire mænd

»Der blev optaget en video af os, da vi kom i land, og da jeg så den, hørte jeg en af Anders' venner sige noget i retning af: 'Gud, er det Anders.' Han kunne ikke genkende ham,« siger Lasse Wulff Hansen.

Ud over de mange tabte kilo har både hud, øjne og hår ændret farve. Det sker, når man tilbringer al sin tid under åben himmel.

»Det er ikke meget, der står i det spejl,« havde Anders Nørregaard tænkt, første gang han mødte et fuldfigursspejl på landjorden.

Men trods savn, smerte og det nye udseende, så er der én følelse, der især fylder: stolthed – og hold nu op, hvor er det berettiget, når man lige har roet 4800 kilometer næsten uden stop med kun sin egen viljestyrke og muskelmasse som motor.