To magnet-fiskere fik lørdag eftermiddag en farlig fangst på krogen, da de fiskede i Damhussøen i København.

»Vi blev klokken 16.13 ringet op af en magnet-fisker.«

»Han havde fået en granat på krogen. Han lader den ligge og ringer til os. Det er formentlig en granat fra krigens tid,« fortæller vagthavende ved Københavns Politi Henrik Brix.

Politiet tilkaldte straks sprængsstofeksperter fra ammunitionsrydningstjenesten EOD og afspærrede området.

Henrik Holmen og hans kæreste Ditte Gilsfeldt fandt denne granat i Damhussøen lørdag eftermiddag.
Henrik Holmen og hans kæreste Ditte Gilsfeldt fandt denne granat i Damhussøen lørdag eftermiddag. Foto: Privat foto/Magnet Fiskerne
Vis mere

Henrik Brix fortæller, at det med jævne mellemrum sker, at der bliver fundet granater fra Anden Verdenskrig i København.

»Det er ikke så længe siden, at der var en magnetfisker, der fandt noget i Utterslev Mose, og på Amager Fælled bliver der også jævnligt fundet noget i forbindelse med byggeri,« siger han.

Lørdag omkring klokken 18.15 tog EOD granaten med sig. Afspærringen er nu fjernet igen, oplyser Henrik Brix.

Det var 34-årige Henrik Holmen og hans kæreste Ditte Gilsfeldt, 30 år, der fik granaten på magnet-krogen.

Her fisker Henrik Holmen og hans kæreste Ditte Gilsfeldt den mudrede granat op af Damhussøens dynd.
Her fisker Henrik Holmen og hans kæreste Ditte Gilsfeldt den mudrede granat op af Damhussøens dynd. Foto: Privat foto/Magnet Fiskerne
Vis mere

»Vi var taget ud med waders og gik og fiskede i kanten af søen, da vi fik granaten på krogen. Det var noget af en fangst,« fortælller Henrik Holmen begejstret over telefonen.

»EOD tog den med, så de må have vurderet, at den ikke var så farlig, at den skulle sprænges på stedet. Det har i det hele taget være en vild dag. Vi fangede også to pengeskabe, et tomt kasseapparat og et magasin med patroner, som vi overdrog til politiet.«

Det ene pengeskab var åbent og tomt. Det andet lukket.

»Det bliver spændende at se, om der er noget i det,« siger Henrik Holmen.

Han og Ditte Gilsfeldt er entusiatiske magnetfiskere og har en YouTube-kanel om deres særlige interesse.