Efter årelange venskaber mødte de tidligere cykelryttere Jesper Skibby, Rolf Sørensen og Brian Holm op for at sige et sidste farvel til Jørgen Leth i Garnisonskirken i København.

Det var herfra den 88-årige forfatter, filminstruktør og cykelkommentator Jørgen Leth blev bisat torsdag middag.

Allerede en time inden var gæster drypvist begyndt at møde op i kirken, hvor der er plads til mellem 650 og 700 personer.

Der var en stor repræsentation fra film- og cykelbranchen ved bisættelsen af Jørgen Leth, der brugte en stor del af sit liv i netop de to brancher.

Det gjaldt blandt andre filminstruktørerne Anders Thomas Jensen, Thomas Vinterberg og Anders Refn.

De to førstnævnte mødte op sammen med skuespilleren Mads Mikkelsen.

Inden gæsterne begyndte at komme, ankom Jørgen Leths kiste, der er dekoreret af den danske kunstner John Kørner i gul, blå, hvid og rød, til kirken på Sankt Annæ Plads i København.

Foruden "Jørgen" stående for enden af kisten, har Kørner også malet en cykelrytter på den farverige kiste, der er domineret af den gule farve, som mange forbinder med førertrøjen i Tour de France.

Det var tidligere provst fra Holmens Kirke Ejgil Bank Olesen, der stod for bisættelsen.

Her blev der sunget fem salmer. Det var blandt andet salmerne "Dejlig er jorden", "Se nu stiger solen" og "Op, al den ting, som Gud har gjort".

Jørgen Leth, der særligt var kendt i offentligheden for at lægge stemme til det årlige cykelløb Tour de France, døde 29. september efter kort tids sygdom.

Sammen med makkeren Jørn Mader var Leth fast kommentator på TV 2 på det franske cykelløb op gennem 90'erne.

Han stoppede, da han blev mødt af hård kritik for udgivelsen af erindringsbogen "Det uperfekte menneske" fra 2005.

Formuleringen "Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret." om hans forhold til en ung haitiansk pige, var i sin løsrevne form nok til at få ham fyret fra jobbet som Tour de France-kommentator.

Men i 2009 vendte han tilbage til kommentatorboksen, hvor han de følgende ti år prydede sendefladen med sin stemme over verdens største cykelløb, indtil han stoppede efter uenigheder med TV 2.

Jørgen Leth har instrueret flere dokumentarfilm om nogle af cykelsportens klassiske løb - blandt andet "Stjernerne og vandbærerne" om Giro d'Italia og "En forårsdag i helvede" om Paris-Roubaix.

I 1993 stod han også bag dokumentaren "Michael Laudrup - en fodboldspiller". Leth har i alt instrueret og skrevet over 40 spille- og dokumentarfilm.

I juni 2025 udkom digtsamlingen "Zombie", der er udgivet af forlaget Gyldendal.

Netop dét forlag er også en del af Jørgen Leths sidste rejse. For efter bisættelsen vil Leth blive mindet med gravøl hos forlaget Gyldendal.

/ritzau/