Han er allerede blevet erklæret personlig konkurs.

Han skylder nemlig Slots- og Kulturstyrelsen 10,7 millioner kroner, som han ikke kan betale.

Nu er den kontroversielle eventmager, Peter Bindner, så blevet indstillet til konkurskarantæne, som i givet fald vil forhindre ham i at drive virksomhed i flere år fremover.

Det skriver TV 2, der har fået aktindsigt i sagen.

Peter Bindner fik udbetalt 12 millioner kroner i coronastøtte, da han i 2020 var bagmanden for guldfarvede busser, der kørte rundt i landets fire største byer med et orkester, der spillede musik gennem det åbne tag. 

Otte af den slags ture skulle angiveligt have kostet næsten 25 millioner kroner, og Peter Bindner blev tildelt 12 millioner i støtte.

Nu er kuratoren for konkursboet nået frem til, at Bindner udviste 'groft uforsvarlig forretningsførelse' og, at hans indsendte budgetter var 'urigtige og vildledende.'

Slots- og Kulturstyrelsen har sidenhen regnet sig frem til, at de otte busture burde være takseret til en pris på cirka 1,9 millioner kroner, og at eventmageren derfor 'blot' skulle have haft 1,3 millioner kroner i coronastøtte.

Nu skal retten så afgøre, om han skal idømmes konkurskarantæne. 

Peter Bindner er også blevet politianmeldt, men til TV 2 opløser politiet, at der endnu ikke er rejst tiltale i sagen.

Bindner er ikke vendt tilbage på tv-stationens henvendelser angående en kommentar.