Flere danske kvinder har valgt at rejse til udlandet for at få adgang til de aborter, som det danske sundhedsvæsen har afvist at lade dem få.

I flere tilfælde har kvinder i samtaler med abortsamråd erklæret, at de vil omgå de danske regler og få foretaget en abort i udlandet, hvis samrådene giver dem afslag på ansøgning om at afbryde graviditeten efter 12. uge i Danmark.

Det fremgår af dokumenter, som Radio4 har fået aktindsigt i.

En af de kvinder, som har fået foretaget en abort i udlandet, er Tabita Mortensen, der som 38-årig opdagede, at hun var gravid, selvom hun havde brugt p-piller i over 20 år.

Hun mener, at abortgrænsen helt bør fjernes, så kvinder selv kan vurdere, om graviditeten skal afbrydes.

»Man skal sætte børn i verden, fordi man elsker dem og fordi man vil dem. Ikke bare fordi, at nu kom de lige tilfældigvis,« siger Tabita Mortensen til Radio4.

Hun opdagede først, at hun var gravid, da hun havde overskredet abortgrænsen på 12 uger med en uge. Derfor skulle hun søge om at få en senabort. Men ifølge abortsamrådet i Region Midtjylland, der skulle tage stilling til hendes ansøgning, var hun for velfungerende til at få aborten, viser dokumenterne fra hendes sag, som Radio4 gennemgår i podcasten, 'Abortturisten'.

»Jeg følte mig voldtaget af systemet. Der var jo nogle andre, der havde bestemt over min krop og havde bestemt, at jeg skulle have et barn.« Selvom jeg altså ikke ville, siger hun.

Tabita Mortensen rejste i efteråret 2015 til Sverige for at få foretaget den senabort, som hun ikke kunne få i Danmark. Hun fik aborten i uge 16 af sin graviditet.

Ifølge Øjvind Lidegaard, der er overlæge og professor på gynækologisk afdeling på Rigshospitalet, er det ikke unormalt, at kvinder, der har fået afslag på en senabort i Danmark, beder om vejledning til at omgå reglerne i et andet land.

»Dem jeg møder er dem, der har fået det endelige afslag og ikke aner, hvad de skal gøre. Det er en høj grad af desperation, og det er altid kvinder, der er meget afklarede,« siger Øjvind Lidegaard.

I Sverige kan kvinder få en abort helt frem til uge 18, uden at det kræver en tilladelse fra sundhedsvæsenet.

Siden Danmark fik fri abort i 1973, har abortgrænsen ligget på 12 uger. Ønsker kvinder hjælp til en provokeret abort, efter det tidspunkt, kræver det en særlig tilladelse fra Abortsamrådet. I løbet af året skal Etisk Råd diskutere, om grænsen bør hæves.

Der findes ikke officielle tal på, hvor mange danske kvinder der tager til Sverige for at få en senabort. Men Region Skåne vurderer i et skriftligt svar, at regionens klinik i Malmø tager imod cirka 12-13 danske kvinder om året. Radio4 har kontaktet abortklinikken i Stockholm, hvor Tabita Mortensen fik foretaget sin abort, men personalet kan ikke oplyse, hvor mange danske kvinder, der årligt besøger klinikken.