Nogle gange kan en pludselig indskydelse vise sig at være en god idé. Ja, faktisk, en rigtig god – og indbringende – idé.

For en mand fra Odense betød en pludselig lyst til at købe to Lyn Lotto-kuponer nemlig, at han nu er 3,5 millioner kroner rigere. Dermed kan han tage på flere drømmerejser og stoppe på arbejdsmarkedet nogle år tidligere end planlagt.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Manden havde svært ved at tro sine egne øjne, da han gik sine kuponer igennem.

»Jeg tjekkede tallene et efter et. Så var der et, der passede, og så et til og så et til og så videre. Jeg gik dem alle igennem igen og tænkte 'det her, det er bare løgn. Nu lægger du det her væk og tager ud og handler, og tjekker det igen'«, fortæller manden i pressemeddelelsen.

Som sagt, så gjort.

»Og da jeg kom hjem og tjekkede igen, så var de der stadig,« griner odenseaneren, som har valgt at være anonym.

»Jeg har aldrig spillet meget, overhovedet ikke. I pinsen fik jeg så lyst til at købe to Lyn Lotto, og det gør jeg måske max fem gange om året. Altså, jeg er matematisk student, og sandsynligheden for det her er nul og niks,« forklarer manden med et lille grin.

3,5 millioner kroner giver mulighed for at udleve mange drømme, og vinderen har da også en række rejsedrømme klar.

»Gevinsten giver mig nogle frihedsgrader, og dem er jeg meget taknemmelig for. Jeg vil gerne til Afrika, og så har jeg aldrig været i Australien og New Zealand, eller Peru og British Columbia.«

Milliongevinsten giver også manden mulighed for at gå lidt tidligere på pension.

»Jeg har arbejdet, siden jeg var teenager, har været både på kontor og ude i marken, og har rejst med mit arbejde i mange år. Så nu arbejder jeg et halvt års tid endnu, og så takker jeg af,« forklarer den glade odenseaner.

Udover rejser vil manden bruge sin nyvundne frihed til at hjælpe sin familie og bruge mere tid med dem.