Ola Noppenaug fik fire p-bøder på fem dage, mens han var på ferie. Bilen var parkeret på en handicapplads med handicapskilt i forruden. Men Europarks vagt mente ikke, udløbsdatoen på skiltet kunne ses tydeligt, og vendte tilbage med bødeblokken dag efter dag.
»De gik tydeligvis efter mit handicapskilt,« siger Ola Noppenaug til B.T. og uddyber:
»Og de nøjedes ikke med én bøde, men gav mig en bon fire gange for det samme. Det gør mig sur og irriteret. Come on.«
Han står frem, efter B.T. i sidste uge kunne fortælle om Allan og Dorde Rosenhøj, der fik en p-bøde på en handicapplads, mens de så på benproteser til Dorde. Også her begrundede Europarks p-vagt bøden med, at han ikke kunne se udløbsdatoen på handicapskiltet.
I begge sager er udløbsdatoen sløret af den nederste del af forruden. Både Ola og Allan mener, at de kan se udløbsdatoen ved at anstrenge sig lidt.
»Da jeg så den historie, tænkte jeg: 'Hvor er det godt, der kommer fokus på det her',« siger Ola Noppenaug.
I første omgang anede Ola Noppenaug ikke, at han havde fået fire p-bøder, da han tilbage i marts hentede sin bil på Odense Banegård efter ferien i Italien med sin hustru. Der var ingen bøder i forruden. Men efter et par uger begyndte rykkerne at vælte ind.
»Efter den første rykker ringede jeg til dem og sagde, at jeg aldrig havde hørt noget om nogen bøde. De havde billedbeviser, sagde de. 'Nå, fint nok'.«
»Et par dage senere kom der så en ny rykker. To dage senere én til og så en rykker mere. Det var helt vildt. De havde givet mig fire bøder, men nogen havde fjernet dem fra forruden,« siger Ola Noppenaug.
Til at begynde med var han så oprevet, at han overvejede at gå hele vejen til retten med bøderne. Men hans kone fik overbevist ham om at droppe det.
»De truede mig med retten og alt muligt, og så sagde min kone: 'Nu betaler du bare, og så kan du ærgre dig over det'. Jeg står over for en mastodont og kan aldrig vinde,« siger Ola Noppenaug.
Europark afviser, at de på nogen måde spekulerer i at give bøder til handicapkort, der er slørede.
'Der bliver ikke spekuleret i noget fra vores side, men handicapskilte, parkeringstilladelser etc. skal placeres synligt og letlæseligt for kontrol, da vores parkeringsvagter ellers ikke kan udføre deres arbejde,' skriver Europark til B.T. og uddyber:
'Når et handicapkort som i denne sag ikke er placeret tydeligt, synligt og letlæseligt for kontrol, således at parkeringsvagten kan kontrollere serienummer, start- og udløbsdato, så skal de pålægge et kontrolgebyr, som det er sket i sagen her.'
Europark henviser til, at der på den pågældende p-plads meget tydeligt er skiltet med, at udløbsdato og serienummer skal fremgå tydeligt. De mener ikke, at Ola kunne være i tvivl om reglerne.
Europark forklarer videre, at de fire bøder er uddelt efter bogen.
»Af brancheforeningens p-kodeks fremgår det, at medlemmerne af Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforening kan pålægge flere kontrolgebyrer for den samme forseelse. Der kan således pålægges et kontrolgebyr pr. påbegyndt døgn,« skriver Europark.