Emilia Tildeberg på 24 lå på briksen, da ultralydsscanningen var slut.
Hun så på lægens ansigt og forstod det, allerede inden ordene kom: barnet i maven levede ikke længere.
»Jeg skreg. Jeg tænkte, 'jeg dør nu, jeg kommer aldrig til at klare dette',« fortæller Emilia.
LÆS OGSÅ: Da Sine fødte sin engledatter, var der en larmende stilhed
Ved siden af stod Anton Sukurica på 24 og forsøgte at forstå det uforståelige. Tabet af sønnen Alvin kastede parret ned i et dybt hul af sorg.
Nu fortæller Emilia om dagen, da det uforståelige skete. For at kunne støtte andre, det er sket for.
»Der tales for lidt om det her, især blandt unge,« siger hun.
Emilia, der er SOSU-assistent og bor i Skara i Sverige, opdagede, at hun var gravid, da hende og Anton netop var flyttet sammen, havde købt en lejlighed og stod midt i en totalrenovering.
Beskeden kom som et chok og vækkede både uro og store spørgsmål om fremtiden.
De første uger var en følelsesmæssig rutsjebane. Men de landede i beslutningen om at ville beholde barnet. Tvivlen byttedes ud med forventning og glæde.
»Da vi endelig havde bestemt os, føltes det som den fineste beslutning i vores liv. Alt faldt på plads, og vi begyndte at længes efter ham,« fortæller Emilia.
Dagen inden alt forandredes, blev Emilia overrasket med et babyshower. Venner og familie samledes for at fejre, at hun og Anton snart skulle være forældre.
Efter den lange dag var hun træt. Hun og Anton kom sent hjem og gik i seng med det samme. Men natten blev urolig – Emilia havde svært ved at sove og vågnede tidligt.
Dagen efter lå hun mest på sofaen. Kroppen var tung af graviditeten, og trætheden fra aftenen før sad i hende. På et tidspunkt i løbet af dagen slog det hende, at Alvin ikke havde bevæget sig længe.
»Jeg havde en dårlig følelse. Der var noget, der ikke stemte. Jeg forsøgte at vække ham, drak koldt vand og lagde mig på siden, men ingenting hjalp.«
Uroen voksede. Emilia forsøgte alt, hun kunne komme i tanke om for at få kontakt med sin søn i maven, men der var stille. Til sidst ringede hun til fødeafdelingen.
Hende og Anton tog på hospitalet. Vejen derhen var tavs. Udenfor vinduet passerede sensommerdagen, men i bilen fandtes bare uro.
Jordemoderen tog forsigtigt imod Emilia. Hun lyttede efter hjertelyd, først med et enkelt stetoskop, siden med CTG.
Tavsheden i rummet var tung. Jordemoderen sagde ingenting for ikke at gøre dem unødvendigt bekymrede, men hendes blik afslørede alvoren.
Da lægen kom ind og lavede ultralydsscanningen, blev det hurtigt tydeligt. Emilia forstod det, allerede inden beskeden kom. Lægen rystede på hovedet.
»Jeg tænkte, at jeg aldrig ville komme til at overkomme dette,« fortæller Emilia.
Anton forsøgte at berolige. Emilia ringede til sin mor og skreg i telefonen. Familierne samledes på hospitalet. Ordene slog ikke til.
»Jeg blev helt underlig. Først skreg jeg, så grinede jeg, og senere skulle jeg tisse tyve gange på en time.«
Ingen vidste rigtig, hvad de skulle sige eller gøre. Sorgen og chokket var overvældende.
Da de blev sendt hjem senere på aftenen, samledes hele familien hjemme hos Emilias mor. De sad sammen og talte.
Fødslen og mødet med Alvin
Senere ventede næste svære skridt. Fødslen.
Emilia var nødt til at føde den døde, lille krop, og tanken skræmte hende. Hun var bange for mødet med sit barn, bange for, hvordan han ville se ud, bange for at han ville være kold.
»Jeg var ikke klar til at møde ham. Jeg ville ikke have ham ud. Derfor tog det ekstra tid, jeg kunne ikke samarbejde med min krop,« forklarer Emilia.
Det tog lang tid, over et døgn, før veerne startede. Emilia havde været vågen næsten tre døgn i træk, og kroppen havde kæmpet imod.
»Jeg ville virkelig gerne have, at min mor og min søster og Anton skulle være med, når han kom. Det var det tryggeste.«
Emilia havde sagt, at hun ikke ville holde Alvin, når han blev født. Men da hans lille krop til sidst kom ud, varm mod hendes hud, ændrede alt sig.
»Jeg skreg, at jeg ville have ham. Han var varm og så ud som en almindelig baby, bare som om han sov.«
Efter fødslen fik Emilia og Anton støtte af sygehusets traumepsykolog. Personalet hjalp dem med at sige farvel, at skabe minder og at håndtere den første tid med sorgen.
Alt i alt fik de fem dage sammen med deres søn. De sov hjemme om natten, men vendte tilbage til sygehuset hver morgen.
Hver aften puttede de Alvin med tæppet, de havde købt, sagde godnat og holdt ham et øjeblik til.
Hvert minut med sønnen føltes uvurderligt. Emilia og Anton vidste, at deres tid var begrænset. At de snart skulle sige farvel.
Kroppen og sorgen
Efter fødslen reagerede Emilias krop, som om hun havde fået et levende barn. Mælken løb til, hun fik mælketilstopning og feber.
»Det var det værste. Jeg havde ingen baby, der kunne spise al den mælk.«
Sorgen var derfor både fysisk og psykisk.
»Vi har begge vores familier, der har hjulpet os rigtig meget. Det er dejligt,« siger hun.
Dette er en redigeret og oversat version fra det svenske dagblad Expressen.