Fik du ikke udbetalt dine indefrosne feriepenge sidste år – eller har du fortrudt, at du valgte at lade dem stå?

Så bare rolig: Du kan nå det endnu.

For i forbindelse med den kommende udbetaling af de sidste to ugers indefrosne feriepenge, er det faktisk muligt at supplere med eventuelt u-udbetalte feriepenge fra 2020. Det fremgår af Borger.dk.

'Hvis du ikke har bestilt en udbetaling i 2020, kan du få hele din opsparing udbetalt svarende til op til fem ugers ferie,' står der på hjemmesiden.

Den knivskarpe frist hed ellers 1. december sidste år for at få udbetalte første portion, svarende til tre ugers ferie. Den mulighed benyttede 2,3 millioner lønmodtagere sig af, og dermed blev cirka 85 procent af de indefrosne feriepenge bestilt af borgerne. Det svarede dengang til et samlet beløb på 51,6 milliarder kroner.

»Jeg er glad for, at så mange har benyttet muligheden for at bestille feriepenge,« sagde beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i forbindelse med første udbetaling:

»Regeringen skal hverken bestemme om folk vil have deres indefrosne feriepenge udbetalt, eller hvad de vil bruge deres penge på. Men for at vi skal lykkes med at bevare danske arbejdspladser under coronakrisen er det afgørende, at der kommer mange penge i omløb.«

Forude venter så anden omgang af feriepengefesten med udbetalingen af de sidste to uger. Og det er altså i den forbindelse, at man kan snige de tre uger fra 2020 med, hvis hele beløbet eller noget af det stadig står uberørt.

Datoen for, hvornår regeringen åbner for adgangen til midlerne, er endnu ukendt.

Hvis du mangler inspiration til, hvordan du skal bruge feriepengene, til investering eller råt forbrug, kan du eventuelt læse med her.