Boris Laursen mener ikke, at man skal straffes for at dele selvmordsbrev. En misforståelse, mener minister.

Influencers på sociale medier skal ikke kunne straffes, når de står i en sårbar situation.

Det er et af budskaberne fra Boris Laursen, der er storebror til realitystjernen Fie Laursen.

- Jeg må som storebror forsvare min lillesøster. Gu fanden skal hun ikke straffes for at ønske et værdigt farvel, skriver han blandt andet på det sociale medie Instagram torsdag eftermiddag

Han omtaler samtidig sin søster som en "sårbar pige".

Brorens udmelding kommer i kølvandet på, at hans lillesøster i weekenden delte et selvmordsbrev på sin Instagram-konto, hvor hun har mere end 335.000 følgere.

Det startede efterfølgende en debat om, hvilke regler bloggere bør følge, når de deler noget på sociale medier.

Børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), udtrykte, at hun mente, at profiler på sociale medier bør underlægges de presseetiske regler.

Torsdag understreger ministeren over for Ritzau, at hun mener, at Boris Laursens opslag bygger på en misforståelse, da hun på ingen måde går ind for, at der skal være en straf forbundet med et brud på de etiske regler.

- Det, at bryde de presseetiske regler, betyder ikke, at man bliver straffet. Det går jeg heller ikke ind for.

- Det er sådan i dag, at hvis man overtræder de presseetiske retningslinjer, så kan man blive anmodet om at berigtige. Det vil sige at skive det, der er rigtigt.

- Det, vi lægger op til, er, at det skal være muligt at tage et opslag ned, siger hun og uddyber, at det i det konkrete tilfælde ville have givet Fie Laursens forældre mulighed for at fjerne det delte selvmordsbrev.

- Jeg synes, at det er relevant, at man selvfølgelig i forbindelse med sygdom har nogle andre, der på vegne af en kan få lov til at tage de ting ned, der ligger på nettet og man ønsker taget ned.

Brevet, der fik omkring 30.000 kommentarer og 8000 likes, nåede at være på Instagram i knap to døgn. Flere brugere af mediet anmeldte det, men det blev først fjernet, da Fie Laursen selv slettede det.

/ritzau/