To meters afstand mellem elever og et frit gulvareal på henholdsvis seks og fire kvadratmeter i vuggestuer og børnehaver.
Sådan lyder de retningslinjer, som i disse dage får ledere af landets skoler og daginstitutioner til at vride hjernen for kreative løsninger, inden børnene vender retur efter påske.
Men hos Børnehuset Den Grønne Kile i Hvalsø på Sjælland har man muligvis fundet løsningen.
»Det bliver et problem med pladsen, fordi vi kun kan være 12 på hver stue i børnehaven, hvor vi normalt er 24, mens vi i vuggestuen kun må være otte på hver stue, hvor vi normalt er 12,« siger Sonja Dreesen, der er leder af institutionen.
»Så derfor måtte vi jo være løsningsorienterede, og så fik jeg den idé at kontakte det lokale teltudlejningsfirma for at leje et stort festtelt, som vi kan have stående udenfor, som børnene kan bruge som en slags base og garderobe,« fortæller hun videre om den idé, som man også har taget til sig hos Sct. Josephs Skole i Ringsted, hvor man ifølge SN.dk sætter fire telte op i skolegården.
Som sagt så gjort, og Den Grønne Kile forventer således, at et 60 kvadratmeter stort festtelt står på institutionens grund, når der åbnes torsdag 16. april.
Har du kendskab til kreative løsninger i landets dagtilbud og skoler, der skal få hverdagen til at hænge sammen efter påske? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til 1929@bt.dk
»Vi har heldigvis nogle gode forhold her i Den Grønne Kile, hvor vi har plads til det. Lige nu er det jo smukt vejr, men det kan jo hurtigt skifte. Samtidig kan vi overholde de retningslinjer, som myndighederne har udstedt,« fortæller Sonja Dreesen.

Det bliver imidlertid ikke helt problemfrit for Den Grønne Kile.
Ifølge Sonja Dreesen bliver det en udfordring at dække hele åbningstiden på grund af personaleressourcer, og man er desuden nødsaget til at tage flere lokaler og områder i brug for at leve op til retningslinjerne.
Teltudlejningsfirma: Det er et plaster på såret
Hos Hvalsø Teltudlejning, der skal levere teltet til Den Grønne Kile, er man glad for den mulighed, der nu har budt sig. For med udsigt til et forår med stort set ingen indkomst kan Sonja Dreesens idé være med til at holde forretningen oppe.
»Vi har allerede fået henvendelser fra andre skoler og dagtilbud, som vi nu er i dialog med, og så har jeg selv kontaktet flere skoler rundt om på Sjælland for høre, om det kunne være en mulighed hos dem,« siger Claus Petersen, der også er formand for Brancheforeningen Danske Festudlejere.

»Vi mister jo omsætning i den her krise, og foråret er den tid, hvor vi bygger en buffer op for resten af året. Alt er jo aflyst – så kan det her være et plaster på såret, men det er langtfra nok til at dække hele det underskud, som vi har udsigt til,« siger han videre.
Også hos Jysk Festudlejning gør man klar til at hjælpe skoler og daginstitutioner. Ejer Hans Iversen fortæller, at han er i dialog med Skanderborg Kommune om samme løsning, og at han søndag morgen blev kontaktet af et dagtilbud, der gerne vil leje fem telte.
»Nogle skoler har efterspurgt det, og det er en oplagt mulighed for at rykke undervisningen udenfor, samtidig med at man overholder retningslinjerne. Teltene kan leveres med fast gulv, og de har en størrelse, der gør det muligt,« fortæller han og tilføjer, at man også leverer både borde og stole.
Ifølge Kommunernes Landsforening er hver anden kommune klar til at åbne skoler og daginstitutioner fra på onsdag.


