Festivalsæsonen kører igen for fulde gardiner efter flere års coronanedlukning.

Mange tæller dagene til, at de igen kan drikke øl med vennerne og høre god musik under den danske sommersol.

Men for arrangørerne medfølger der i år en stor hovedpine.

De må nemlig se langt efter frivillige.

»Vi ryster ikke på hænderne, for der sker meget de her dage i forhold til at få flere frivillige. Men vi bruger en masse tid på noget, vi ikke er vant til at bruge tid på, for vi plejer ikke at have bemandingsudfordringer,« siger festivallederen for Nibe Festival, Peter Møller, og tilføjer:

»Men det er vigtigt, at vi husker, at det ikke er et Nibe-problem. Der er et generelt frivillighedsproblem mange steder.«

For eksempel kunne det tidligere på foråret ses, at den aarhusianske Northide Festival begyndte at tilbyde betaling for at varetage opgaver, der ellers hidtil har været forbeholdt de frivillige.

»Vi er ikke så langt fra mål, at vi mener, betaling er nødvendigt. Det er første gang, vi oplever, at det er så svært her,« siger festivallederen om det store arrangement, der foregår 29. juni til 2. juli.

Men der ligger også større overvejelser bag valget om ikke at tilbyde betaling.

»Det er vigtigt, at vi passer på frivillighedsprincippet. Det er noget af det, vi kan i Danmark. Vi kan rykke sammen i bussen og gå sammen om at skabe oplevelser for hinanden på frivillig vis,« siger han og fortsætter:

»Den bedste oplevelse får gæsten, hvis der ikke står frivillige omkring dem, der har fået alt muligt for at stå der. Vi vil gerne have, at vores frivillige er glade for at være frivillige.«

Og det er da også, ja, frivillige, der er med til at samle det sidste af Nibe Festivals hold af knap 5.000 mennesker, der af ren lyst skal værne om arrangementet.

»Vi har så meget opbakning de her dage. Frivillige møder ind og ringer op til folk, der kan være potentielle medhjælpere. Den anden aften sad der syv frivillige og ringede op sammen. Der var den fedeste stemning, og jeg tænkte bare: 'Fuck, det er det her, det kan'.«

Selvom Peter Møllers største ønske er, at folk vil bruge deres sommer på festivalpladsen i Skalskoven, kan han også godt forstå dem, der vil bruge tiden på anden vis.

»Når vi mærker det her skred lige nu, er vi sikre på, at det er, fordi det er tre år siden, vi sidst lavede noget i Skalskoven.«

Han fortsætter:

»Nu har folk måske fået andre vaner, interesser og behov, og det kan jeg sgu godt forstå. Mange har købt sommerhus, båd eller campingvogn. Eller de har købt nye havemøbler, de gerne vil udnytte og prioritere.«

»Men jeg håber virkelig, at vi som et stolt folk igen får fokus på, at vi kan noget sammen, og at tingene ikke bare sker af sig selv.«

Ifølge Peter Møller kan frivilligheden nemlig bare noget helt særligt.

»Som frivillig træder du ind i et fællesskab, der er fuldstændig uvurderligt og ikke kan gøres op i kroner og øre. Jo flere der er der for fællesskabet og ikke for 'whats in it for me'-tankegangen, jo bedre en oplevelse bliver det,« siger festivallederen og afslutter selvsikkert:

»Vi er sikre på, at vi også når i mål i år. Vi kommer til at lave en super fed festival, hvor det både er fedt at være frivillig og gæst.«